Kuupik: Vi har en grundlov om ti år

Formand for Naalakkersuisut Kuupik Kleist har igår præsenteret en fremtidsvision for Grønland, hvor landet allerede om ti år har sin egen grundlov. Det skriver DR Nyheder idag.
26. september 2011 10:16

Grundloven skal dog holdes inden for det danske kongeriges rammer, men i en løsere associering med Danmark end det Rigsfællesskab, der i dag forbinder Danmark, Grønland og Færøerne.

Og der er et massivt flertal i Inatsisartut for at gå igang med grundlovsarbejdet. Både IA og Siumut har et beslutningsforslag på samlingen dagsorden den 6. oktober, hvor de vil pålægge Naalakkersuisut at nedsætte en grundlovskommission.

Kuupik Kleist understregede dog under fremtidskonferencen i Nuuk igår, hvor visionen blev fremlagt, at en grundlovsproces ikke nødvendigvis skal ses som næste skridt mod løsrivelse:

- Arbejdet med en grundlov kan også være en god måde at gøre sig klart, hvad det er for værdier, ens samfund skal hvile på. Vi står midt i enorme forandringer i Grønland, så det vil være nyttigt at få præciseret, hvad vi f.eks. mener om magtens forvaltning, om menneskerettigheder, børns rettigheder, folkets suverænitet og en række andre fundamentale forhold, siger han til DR Nyheder.

Det er bl.a. Grønlands syn på naturen og den grønlandske kultur, der skal nedfæstes i en grundlov, mener for ekspempel IA. 

Så sent som sidste år lancerede det færøske landsstyre et udkast til en færøsk grundlov, der udløste det en skarp reaktion fra statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Justitsministeriet fastslog at forfatningsforslaget var uforeneligt med den danske grundlov, og at det stod uklart, om Færøerne var i gang med at løsrive sig fra Danmark.
Efter en hidsig udveksling over Atlanten måtte færingerne pille grundlovsudkastet af bordet igen.