Kuupik Kleist: De grundlæggende værdier skal i højsædet

Den nye trefløjede koalition, der består af Inuit Ataqatigiit, Demokraterne og Katusseqatigiit Partiiat, satser på en politik, der baserer sig på grundlæggende værdier.
10. juni 2009 12:40

- Det har været vigtigt for os - både i forhold til Landstinget, men i lige så høj grad over for befolkningen - at det kommende Landsstyre baserer sin politik på nogle grundlæggende værdier, som vi kan være fælles om i det grønlandske samfund.

- Også at vi dermed er fælles om et livssyn, der siger livet er så dyrebart, at vi skal værne om det. Med andre ord et menneskesyn, der siger, vi skal vise hensyn og gensidig respekt og solidaritet over for hinanden. Vi skal i det hele taget fastholde et fælles værdigrundlag, der fører os til at fremtræde som et samlet folk. Det skal vi efterleve i forhold til de store udfordringer, vi har nu, hvor vi også træder ind i det nye Selvstyre.

Den koalitionsaftale alle tre partier i dag skrev under på, vil jeg kalde en politisk rammeaftale, hvor vi udstikker linjerne for den politiske prioritet, vi har anlagt. Efterfølgende vil denne rammeaftale blive fulgt op af en implementerings-plan for de mål, som vi har sat os. Denne plan forestiller jeg mig, vi udarbejder i løbet af de næste par måneder.

Den højeste prioritet bliver fra 'Dag 1', at vi vedtager en arbejdsplan, der som vi ofte har nævnt under den forgangne valgkamp går på livsbetingelserne, levevilkår, børne- og skole-området. Hertil kommer selvfølgelig allerede presserende sager, som jeg kan oplyse, allerede er ved at blive forberedt til det kommende Landsstyre og Landstinget, slutter Kuupik Kleist.