Eksperter: Krænkelser kan skade psyken

Eksperter vurderer, at de krænkelser, som en elev på Ukaliusaqskolen var udsat for i forbindelse med sidste skoledag, er meget voldsomme og kan være skadelige.
Nuummi Atuarfik Ukaliusaq Foto © : Simon Uldum
Skrevet af Dorthea Johansen
27. maj 2017 18:35

En skoleelev blev onsdag morgen bundet fast til en stolpe på Ukaliusaqskolen i Nuuk, hvorefter en gruppe elever trak hendes bukser ned.

- Det er at langt over grænsen. Det er en voldsom krænkelse, siger sexolog Ulrikka Holm.

Hun er ikke alene med sin holdning. To psykologer betegner det som en meget grænseløs adfærd.

- Der er tale om et yderst alvorligt eksempel på mobning, hvor de elever, der vælger at ydmyge andre elever, har en meget grænseløs adfærd, skriver psykolog Jonna Ketwa til KNR.

Ifølge Jonna Ketwa kan mobningen få alvorlige følger for ofrene. For eksempel kan de få selvværdsproblemer, blive indelukkede, få depressioner og spiseforstyrrelser.

Ofre kan blive bange for andre mennesker

- Det er ikke unormalt, at ofre for mobning ikke ønsker at komme i skole igen og at de bliver bange for andre mennesker. Nogle ofre for mobning vælger i nogle tilfælde selv at blive mobbere for at undgå at blive mobbet, siger Jonna Ketwa.

En anden psykolog, Conni Gregersen, sammenligner episoden med tortur:

- Faktisk er det jo tortur. Den, der bliver bundet og udsat for torturen kan hverken kæmpe eller flygte, skriver Conni Gregersen til KNR.

Ulrikka Holm mener også, at krænkelsen er psykisk skadelig.

- De får en vrede i sig. Og føler også skam. Og nogle giver sig selv skylden og kan begynde at bruge selvundertrykkelse.

Sexologen mener, at sådanne krænkelser er et problem i Grønland og at hændelsen viser noget om problemets størrelse:

- Det her viser blot, hvor stort problemet med krænkelser er i Grønland, at det kan ske selv i skolen. Derfor forestiller jeg mig som det første, at der etableres et behandlingscenter for mobbeofre, det ville være bedst for Grønland, for samfundet, siger Ulrikka Holm.