Konflikt i Nordisk Råd får Grønland til at sætte samarbejde på pause

Ifølge Múte B. Egede bliver Grønland, Færøerne og Åland holdt udenfor til et kommende møde.
Múte B. Egede mener, at Grønland holdes uden for i forbindelse med et møde senere i år. Og det er han utilfreds med. Foto © : KNR
Skrevet af Ritzau
08. maj 2024 12:14

Grønland sætter landets deltagelse i Nordisk Råd på pause.

Det siger formand for naalakkersuisut, Múte B. Egede, i en pressemeddelelse

Nordisk Råd er det parlamentariske organ for det nordiske samarbejde og blev dannet i 1952. Rådet har 87 valgte medlemmer fra Danmark, Finland, Island, Norge, Sverige, Færøerne, Grønland og Åland.

Múte B. Egede (IA) mener, at Grønland holdes uden for i forbindelse med et møde senere i år. Og det er han utilfreds med.

- Jeg kan ikke forsætte med at deltage ved arrangementer, hvor der er en forskelsbehandling mellem deltagerne. Konsekvensen bliver, at jeg ikke deltager på vegne af Grønland i Nordisk Råd-regi og dermed heller ikke deltager ved Nordisk Råds session til efteråret i Reykjavik, siger Múte B. Egede. 

Mette Frederiksen håber på en løsning 

Ifølge Múte B. Egede har det svenske formandskab i Nordisk Råd meddelt, at hverken Færøerne, Åland eller Grønland bliver inviteret til mødet omkring udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik.

Det undrer Múte B. Egede sig over. Blandt andet med begrundelsen af, at Grønland er det eneste land, som repræsenterer Arktis.

Den danske statsminister, Mette Frederiksen (S), håber på, at der kan findes en løsning mellem Grønland og det svenske formandskab. Hun har fulgt med i konflikten mellem det svenske formandskab og den grønlandske regering, siger hun til Sermitsiaq. 

- Jeg har selv sagt ved Nordisk Råd, at vi ønsker en god placering af både Grønland og Færøerne i det nordiske samarbejde.

- Den melding, der er kommet fra Grønland nu, tager vi ad notam, og så håber jeg på, at der kan findes en løsning fremadrettet, siger hun. 

Medlemmerne af Nordisk Råd sidder i landenes parlamenter og udvælges af de øvrige parlamentarikere. Der afholdes derfor ikke direkte valg til Nordisk Råd.

Medlemmerne af Nordisk Råd samles to gange årligt, hvor de tager beslutninger om forhold, som de ønsker, at de nordiske regeringer skal finde løsninger på.