Kommunalforsker: Kommunikationen bliver mere besværlig

Forsker i kommunalpolitik mener, at KANUKOKAs kommunikation med selvstyret bliver besværliggjort ved udflytningen af kontoret - foreningens største problem er dog stadig Kommuneqarfik Sermersooqs udmeldelse.
09. december 2015 13:16

Tirsdag besluttede KANUKOKAs hovedbestyrelse at foreningens administration skal flyttes fra adressen i Nuuk, fordi hovedstadskommunen Sermersooq har meldt sig ud af interesseorganisationen.

Men nu mener en ekspert i kommunalpolitik, at det kan være til ulempe for KANUKOKAs indflydelse på selvstyret at flytte hovedkontoret.

- Hvis man har indviklede eller alvorlige problemer, man skal drøfte, er det jo nogen gange en god ide at mødes ansigt til ansigt og diskutere tingene, og det bliver jo i hvert fald mere besværligt, siger Roger Buch, der forsker i kommunalpolitik ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, om konsekvenserne af den forestående udflytning af KANUKOKAs hovedkontor.

Læs også KANUKOKA siger farvel til Nuuk

Det mener Palle Jerimiassen dog ikke vil være et problem.

Palle Jerimiassen, formand for KANUKOKA anerkender problemet, men han mener, at teknologien nok skal løse det.

- Det kan blive en lille hæmsko, at man ikke har den daglige berøring med hinanden, men teknologien er så god nu, at man jo kan se hinanden, når man taler, siger Palle Jerimiassen.

En arbejdsgruppe bestående af KANUKOKAs direktør og en direktør fra hver af de tre tilbageværende medlemskommuner er blevet sat til at komme med en anbefaling om, hvor Kanukokas administration skal ligge.

Læs også KANUKOKA skal genopfindes

Borgmester i Kommune Kujalleq, Jørgen Væver Johansen vil ikke udtale sig om, hvor han mener, at kontoret skal ligge - og han henviser til KANUKOKAs formand, Palle Jerimiassen. Det samme gør borgmester i Qeqqata Kommunia, Hermann Berthelsen. Herman Bertelsen vil dog gerne citeres for at sige.

- Administrationen skal flyttes til en by, der er medlem af KANUKOKA.

Palle Jerimiassen vil ikke komme med mulige bud på, hvor KANUKOKA skal ligge, og han henviser til, at bestyrelsen nu afventer arbejdsgruppens anbefalinger.

Roger Buch kalder beslutningen forståelig.

- Det er jo meget forståeligt, at de tre kommuner, der er tilbage, ikke vil bruge en masse penge på at opretholde et hovedkvarter i den kommune, som har valgt at melde sig ud.

Læs også Palle Jerimiassen: Asii Chemnitz Narup er galt afmarcheret

Han understreger, at det virkelige problem for KANUKOKA er Kommuneqarfik Sermersooqs udmeldelse.

- Det vil jo ikke være det samme problem i Danmark, hvor vi har 98 kommuner. Hvis en af kommunerne valgte at melde sig ud, vil det ikke være en markant svækkelse af organisationen. Ikke engang, hvis det var København med en tiendedel af danskerne. Så vil Kommunernes Landsforening stadig være en forholdsvis slagkraftig organisation. Her er det altså en ud af fire, der melder sig ud, og det er en alvorlig svækkelse, siger Roger Buch.

Læs også VIDEO Kanukoka på alvorlig slankekur

Arbejdsgruppen bestående af de fire direktører skal aflevere deres anbefaling til KANUKOKAs fremtidige placering senest 31. december i år.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra borgmesteren i Qaasuitsup kommunia, Ole Dorph.