Koalitionen kunne give udvalgsposter til oppositionen

Der blev ikke meget plads til oppositionspartierne da udvalgsposterne blev fordelt i Inatsisartut. Det er efter reglerne, men oppositionen kritiserer beslutningen. Hos koalitionen føler de sig dog tvunget til at udelukke oppositionen.
29. april 2017 16:12

- Der findes en metode. Og den talmetode umuliggøre dette, særligt i udvalg med 5 medlemmer, siger Mimi Karlsen, der er ordfører for Inuit Ataqatigiit og medlem af Inatsisartuts formandskab.

Altså mener hun, at fordelingen af udvalgsposter efter den d'hondtske metode gør det umuligt for politikerne at finde plads til oppositionen i udvalgene.

Dette er dog en forkert udlægning af lovteksten. KNR har talt med seniorrådgiver i Inatsisartuts Lovtekniske Afdeling, Kent Fridberg. Han forklarer, at partierne får udpegningsretten baseret på antallet af stemmer i deres valgforbund.

LÆS OGSÅ Udvalgs-dominans kan blive en udfordring for koalitionen

Hvordan de så bruger udpegningsretten er helt op til partierne, så hvis Mimi Karlsen og resten af koalitionen ønskede at indlemme oppositionen i udvalgsarbejdet, så står det dem frit for.

Men det gjorde de ikke, og det ærgrer oppositionen.

- Det kommer jo til at betyde, at vi ikke kan få vores politik igennem gennem vores udvalg. Vi kommer til at miste en stor indflydelse i det tekniske arbejde i det udvalg, der nu er, så det er den største hurdle, vi kommer til at mærke, siger Demokraternes formand, Randi Vestergaard Evaldsen.

LÆS OGSÅ Koalitionen tager sig af udvalgsposterne

Altså må udvalgene klare sig uden oppositionens perspektiv, men Mimi Karlsen slår fast, at oppositionen jo fortsat kan komme med deres side af sagen.

- Fordi alle sager debatteres i Inatsisartutsalen. Der kan man komme med notater, og man kan kommentere. Det kan oppositionen også, siger Mimi Karlsen.