Koalitionen aflyser pressemøde om tillægsaftale

12. januar 2005 10:05

To gange tidligere i denne valgperiode har Siumuts formand Hans Enoksen og IA's formand Josef Motzfeldt sat deres underskrifter på en koalitionsaftale, men noget tyder på, at de tøver med at sætte underskrifter på den tredje.

Det bebudede pressemøde i eftermiddag blev nemlig aflyst kl. 11.30. Det har ikke været muligt at få oplyst hvorfor.

I begge de tidligere aftaler står der, at landsstyret vil arbejde for, at alle får lige levevilkår i det grønlandske samfund. og at landsstyret prioriterer Grønlands politiske og økonomiske selvstændighed højt. Disse målsætninger bliver der formentlig ikke pillet ved i den nye tillægsaftale.

Det forlyder, at der bliver sat fokus på socialpolitikken. Børnefamilier kan se frem til hjælp, ikke ved den famøse børnecheck, men ved en bunden børneopsparing som det offentlige yder tilskud til. Desuden kan kommende forældre glæde sig til en forlængelse af barselsorloven med syv eller 10 uger.

Til gengæld er det spørgsmålet om der kommer endnu en skattereform. Det skulle da lige være inden for fiskeriet. Her kan erhvervet formentlig godt forvente en såkaldt ressource-beskatning. På det udenrigspolitiske område har landsstyret blikket rettet mod EU-aftalen der skal revideres.

Ifølge radioavisens oplysninger vil koalitionen også overveje om samlingerne fremover skal transmitteres direkte i radioen. Desuden skal der kigges nærmere på organiseringen af landstingets arbejde i sekretariatet.