KNR’s direktør: Vi har overfortolket lovgivningen

Det var et spørgsmål om tolkning af lovgivningen, da der i en kortere periode var reklamebannere på knr.gl. Og direktør Søren Lennert Mortensen vil have gang i en mediedebat for at komme af med gråzonerne.
Skrevet af Apollo Jeremiassen
06. februar 2015 12:03

På trods af, at Naalakkersuisut ikke tillader, at KNR reklamerer på hjemmesiden, så valgte KNR at sælge bannerreklamer med den begrundelse, at KNR's hjemmeside hører ind under programvirksomhed, hvor det er tilladt at reklamere.

- Både vores lyttere og seere ønsker i stigende grad at høre og se vores udsendelser på vores hjemmeside. Derfor mente vi på daværende tidspunkt, at dette ville være en del af vores normale programvirksomhed, siger direktør for KNR, Søren Lennert Mortensen.

Onsdag skrev avisen AG, at vi på KNR har reklameret ulovligt på hjemmesiden og dermed tjent penge ulovligt.

Læs også KNR fjerner banner-reklamer

 

Et spørgsmål om tolkning

KNR's direktør mener, at det drejer sig om, hvordan man fortolker lovgivningen. Og hverken KNR eller departementet kan med sikkerhed sige, hvor grænsen går med hensyn til, hvad lovgivningen egentlig siger om reklamer på nettet.

Den påstand støttes ikke af Departementet for Uddannelse, Kultur, Forskning og Kirke.

- Jamen, hvordan KNR har valgt at forstå lovgivningen, blander vi ikke os i. Men nu er det jo os der fortolker den, siger departementschef Mikael Kristensen siger til KNR.

Læs også KNR satser mere på de unge radiolyttere

Ifølge lovgivningen må KNR kun reklamere i tv og radio og ikke på hjemmesiden, siger departementschefen.

Til det siger KNR's direktør:

- Det er sådan, at KNR, ifølge loven skal finansieres med tilskud fra landskassen. Vi må altså også reklamere og bruge sponsorer for at tjene penge.

- Men desværre må vi altså bare se i øjnene, at vi har overfortolket lovgivningen om at sætte reklamer på hjemmesiden.

Læs også Ny kanal skal løfte hele KNR's radioudbud

Vi har brug for en mediedebat

På trods af, at Søren Lennert Mortensen erkender, at KNR har overfortolket lovgivningen, så håber han på, at både lyttere og seere sammen med Naalakkersuisut og KNR kan debattere medierne i Grønland.

-  Til dette er jeg ikke bange for at være initiativtager, fordi vi i KNR ikke er interesseret i at bevæge os i en gråzone, siger direktøren.

Søren Lennert Mortensen forklarer ligeledes, at meningen med at reklamere på hjemmesiden var at have råd til at forbedre KNR's programflade på alle platforme, det vil sige på tv, radio og knr.gl.

Reklamerne på hjemmesiden er forlængst blevet fjernet igen.