KNI vil ud af GE

En replik fra direktør Brian Buus Pedersen får nu alvorlige konsekvenser, da en af erhvervsforeningens største medlemmer ikke længere ser en fremtid hos GE.
30. november 2015 11:11

KNI vil melde sig ud af GE. Så hård er meldingen fra bestyrelsesformand i KNI Niels Thomsen efter en debat om, hvorvidt Pilersuisoq skal rykke ind i flere byer.

Arbejdsgiverorganisationen NUSUKA meldte tidligere ud, at de ønsker, at den Selvstyreejede købmandskæde Pilersuisoq skal tilbage i de større byer og konkurrere med Pisiffik.

NUSUKA kritiserer, at Pisiffik arbejder uden konkurrence i de større mere attraktive byer. En udmelding, som dog står i kontrast til, at der enten er Brugseni, Pilersuisoq eller Ilulissat Centermarked i de byer Pisiffik er til stede i.

 

Solgte selv Pisiffik fra

Direktør for Grønlands Erhverv, Brian Buus Pedersen kritiserede forslaget og kaldte det overfor Sermitsiaq.AG et skridt tilbage, efter KNI solgte Pisiffik fra i 2001.

- Hvem vil i givet fald blive de næste, der kan frygte konkurrence fra virksomheder med offentlige penge i ryggen, spørger GE's direktør i Sermitsiaq.AG.

Den udmelding får nu KNI's formand til at fare i flint. Niels Thomsen gør det klart, at GE bør forhøre sig hos KNI før organisationen udtaler som om, hvilke rolle KNI skal spille.

 

Niels Thomsen vred

Ydermere gør Thomsen det klart, at han mener, at GE indtager en snæver og beskyttende rolle overfor Pisiffik. Han kritiserer, at GE's udmelding efterlader et indtryk af KNI som et selskab, der med offentlige penge i ryggen går i direkte konkurrence med Pisifiik og Brugseni.

Endeligt gør Niels Thomsen det klart, at GE ikke længere skal regne med at modtage kontingent fra KNI.