KNAPK efterlyser hvalroskvoter

Ifølge lovgivningen er hvalrosfangst i Vest- og Nordvestgrønland lovlig fra 1. marts. Men nu, en uge inde i marts, har Naalakkersuisut endnu ikke givet kvoter og tilladelser til fangerne.
Skrevet af Karsten Sommer
07. marts 2016 08:59

Det skriver fisker- og fangerorganisationen KNAPK i en protest til naalakkersuisoq for fangst, Karl-Kristian Kruse.

KNAPK påpeger at den milde vinter betyder at vestisen er meget tynd. Isen vil derfor snart rykke længere ud i havet mod sydvest, og det vil betyde, at det vil blive meget vanskeligt at fange hvalrosser.

Derfor må Landstyret hurtigst muligt få fordelt de nye hvalroskvoter til fangerne, appellerer KNAPK. De skulle have været udstedt senest 1. marts. Men KNAPK mener desuden at datoen for fangstperiodens start skal rykkes frem på grund af de ændrede klimaforhold.

Læs også Kruse forstår ikke kvoterne

KNAPK opfordrer derfor Karl-Kristian Kruse til, i en vis fart at få styr på Departementets ansvarsområder, og få udstedt de manglende licenser til hvalrosjagt.

Alt andet vil KNAPK anse, for som de skriver, endnu et forsøg fra embedsmændene på at forværre betingelserne for de grønlandske fangere.