KNAPK afventer makrelundersøgelse med spænding

Fisker- og fangerforeningen KNAPK stiller spørgsmålstegn ved, hvorvidt Naalakkersuisuts bestilte revisionsundersøgelse, der skal undersøge fordelingen af årets makrelkvoter, er uvildig.
23. juni 2015 11:33

Hos fisker- og fangerforeningen KNAPK er man tilfredse med, at Grønlands Selvstyre nu vil foretage en undersøgelse af, hvorvidt departementet for fangst, fiskeri og landbrug har levet op til den gældende lovgivning og god offentlig forvaltningsskik under fordelingen af årets makrelkvoter.

Men det revisionsfirma, som Grønlands Selvstyre bruger, er ikke uvildigt - mener formand for KNAPK, Petrus Biilmann.

- Fra KNAPK siger vi selvfølgelig tak for, at det bliver undersøgt. Men vi mener det er forkert, at man bruger en ikke-uvildig undersøger omkring dette, i det der er meget, der skal undersøges, siger Petrus Biilmann, direktør i KNAPK.

 

Afventer undersøgelsens resultater

Han håber dog stadig, at undersøgelsen kan være med til at få frem i lyset, hvad der ligger til grund for de afvisninger, som flere af medlemmerne i KNAPK har fået på deres ansøgninger.

- Eftersom vi kan se, at der er fejl i de tildelinger, der er sket, så mener vi, at det for vores medlemmer vil betyde, at der er mange, der ikke har mulighed for at komme ind i en ny slags fiskeri på grund af, at det ikke er blevet rettet, siger Petrus Biilmann.

Departementschef Jørgen Isak Olsen siger til KNR, at han anser revisionsundersøgelsen for at være uvildig. 

Jørgen Isak Olsen har selv ønsket at iværksætte en undersøgelse i kølvandet på den massive kritik, departementet har været udsat for. Undersøgelsen skal sikre, at departementet har fulgt reglerne, forklarer Jørgen Isak Olsen.

Det er planen, at revisionsarbejdet skal være færdigt ultimo september i år.