GME: Kinesisk investor har ikke fået option på opkøb

Har kinesiske Shenghe fået en option på at overtage aktiemajoriteten i virksomheden bag Kvanefjeldsprojektet eller ej? Det er de to selskaber uenige om. Direktør afviser overfor KNR, at der findes sådan en aftale.
Skrevet af Kenneth Elkjær
03. oktober 2016 13:00

I en pressemeddelelse fra sidste uge skriver kinesiske Shenghe, at de har købt 12.5 procent af australske Greenland Minerals and Energy, der står bag Kvanefjeldsprojektet. Det samme skriver Greenland Minerals and Energy i sin pressemeddelse.

Ifølge den kineske pressemeddelelse har Shenghe også fået en option på at købe 60 procent af selskabet senere i processen, hvis mineprojektet i Kvanefjeld viser sig at være en succes. Det viser en oversættelse af den kinesiske pressemeddelelse, som Politiken har fået foretaget.

- Shenghe Resources har en option på at købe op til 60 procent af aktiekapitalen, baseret på en gensidig aftale mellem selskaberne på det tidspunkt, står der ifølge Politiken.

Men GMEs direktør afviser overfor KNR, at aftalen med det kinesiske selskab skulle indeholde sådan en option, der ville give Shenghe aktiemajoriteten og dermed magten i selskabet.

- Shenghe har ikke nogen option, eller nogen eksklusiv rettighed, skriver direktør John Mair i en e-mail til KNR.

Læs også Evaldsen: Vi vil undersøge mystisk børsmeddelelse

Men hvorfor skriver det kinesiske selskab det så i en pressemeddelelse? John Mair skriver, at det skyldes sproglige uoverensstemmelser i oversættelsen af aftalen. I stedet mener direktøren, at kineserne blot har tilkendegivet, at de senere i processen kunne være interesseret i at købe en større andel af aktierne i GME og Kvanefjeldsprojektet.

- Shenghe har simpelthen vist, at de med forbehold for fremtidige arbejdsprogrammer og begivenheder, kan være interesseret i en direkte ejerandel i projektet på et niveau på op til 60% - det kan også være betydeligt mindre. De har ikke en option, eller eksklusiv rettighed til en sådan investering, skriver John Mair, der er direktør i australske GME.

Forvirringen omkring de forskellige udmeldinger har fået naalakkersuisoq for råstoffer til at undersøge sagen nærmere.

Det er svært at være helt sikker på, om der kan være tale om en indirekte overdragelse. Om det er tilfældet eller ej, er for tidligt at afgøre lige nu. Det skal Råstofdepartementet undersøge, siger Randi Vestergaard Evaldsen til Politiken.

Randi Vestergaard Evaldsens departementchef oplyser til KNR, at det kræver en godkendelse fra Naalakkersuisut, hvis Shenghe skal overtage mere end 50 procent af GME. De skal også godkende en eventuel option på køb af mere end 50 procent af GME, som Shenghe skriver, de har fået.

Læs også Vittus: Slå koldt vand i blodet