Kim Kielsen afviser 'næse' fra Inatsisartut

For en måned siden fik Naalakkersuisut en 'næse' af et samlet Inatsisartut for sin håndtering af Thule-sagen. Kim Kielsen ser ikke 'næsen' som en 'næse', siger han en måned efter.
Formand for Naalakkersuisut Kim Kielsen Foto © : Nils Baum, Bureau for Inatsisartut
17. april 2015 17:47

I marts gav et samlet Inatsisartut - inklusiv koalitionspartierne - Naalakkersuisut en klar næse for at have stået for svagt i sagen om den mistede servicekontrakt i Thule Air Base.

Partierne understregede i en udtalelse, at de ser med stor alvor på den mistede servicekontrakt, og at de går sammen om et fremtidigt arbejde for at sikre, at dét ikke sker igen.

Læs også Næse fra samtlige partier til Naalakkersuisut

Kielsen: En 'næse' er anderledes formuleret
Dengang ønskede hverken naalakkersuisoq Kim Kielsen (S) eller Vittus Qujaukitsoq (S) at kommentere 'næsen'.

Her - en måned efter - taget Kim Kielsen bladet fra munden og han siger, at han ikke ser erklæringen som en 'næse'.

- Jeg vil ikke betragte det som en 'næse'. Det handler om, hvordan de gerne vil have, at sagen skal køres frem. Vi har sagt, at advokatundersøgelsen skal være klar den første april, og det er den desværre ikke blevet på grund af forskellige omstændigheder i henhold til de forskellige overenskomster man har med de ansatte i systemet, siger Kim Kielsen og fortsætter:

- Det er ikke en 'næse'. En 'næse' er lidt anderledes formuleret. Her vil jeg se på, hvordan Inatsisartut vil ønske at få mere indsigt i de forskellige ting. De ønsker at få mere indsigt i den sag. Men igen: De har givet mandat til Naalakkersuisut for, hvordan og hvorledes de skal agere på de forskellige ting. Den ageren henholder vi os til. Ellers kan de jo gå ind og ændre deres egen lovgivning, siger han.

Undersøgelse stadig ikke færdig
I erklæringen udtrykte partierne også et ønske om, at det eksisterende forsvarsaftale-kompleks må granskes med henblik på at genforhandle de områder, hvor Grønlands interesser ikke i tilstrækkelig grad tilgodeses.

Læs også Naalakkersuisut vil endnu ikke kommentere næse

Samtlige partier krævede også, at advokatundersøgelsen vedrørende den mistede servicekontrakt på Thule Air Base bliver færdiggjort.

Advokatundersøgelsen er stadig ikke færdig på grund af forskellige omstændigheder, oplyser Kim Kielsen.