Kielsen tilfreds med Royal Greenland

Det var en glad Kim Kielsen, der repræsenterede Selvstyret ved Royal Greenlands generalforsamling - selskabet leverede 56,5 millioner kroner i udbytte til Selvstyret.
28. januar 2016 09:45

Salgsrekord i Asien og en usædvanlig hård vinter var nogle af temaerne ved Royal Greenlands generalforsamling, der onsdag blev afholdt i Nuuk.

Overordnet var ejeren – Selvstyret – særdeles tilfreds med virksomhedens resultater.

- Det er nogle meget flotte tal, der kom frem i dag(onsdag, red.), overskuddet er højere end sidste år, og vi fra selvstyret fik udbetalt 56 millioner kroner. Ved siden får vi også selskabsskat.

- Det er også bemærkelsesværdigt, at Royal Greenland har fået mange nye medarbejdere, det er noget man kan være stolt af, sagde formand for Naalakkersuisut Kim Kielsen umiddelbart efter Royal Greenlands generalforsamling til KNR.

Læs også Royal Greenland slog rekord i Asien

Han var på linje med direktør Mikael Thinghuus tilfreds med virksomhedens resultater i regnskabsåret 2014/2015.

- Der handler i virkeligheden om to ting - og det er en fortsættelse af, hvad vi har gjort de seneste adskillige år - vi er effektive i vores produktion, og vores sælgere rundt omkring i verden er dygtige til at opnå de bedste priser for produkterne, siger Mikael Thinghuus.

Han kunne også bryste sig af en fremgang på 223 ansatte i Grønland.

- Fremgangen i arbejdspladser skyldes, at vi har udvidet vores fileteringskapacitet på store dele af kysten, fortæller han.

Læs også Royal Greenland kigger på arbejdskulturen på fabrikken i Sisimiut

Gælden i Royal Greenland var dog vokset med knap 200 millioner kroner, hvilket ifølge direktøren skyldtes sidste års lange vinter, der forsinkede skibene med fisk fra nordgrønland.

- Sidste vinter var rigtig hård og meget lang. Det betød, at vi havde vores fryselagre på den nordlige del af vestkysten fyldt op med hellefisk, på vej til Europa og Asien, men de blev ikke solgt til vores kunder, siger Mikael Thinghuus.

I sin årsberetning fremhævede Mikael Thinghuus selskabets store betydning for samfundet, men på et enkelt punkt ønskede formand for Naalakkersuisut, Kim Kielsen, en forbedring. Han så gerne, at Royal Greenland tog flere af de nyuddannede fra skibsofficersskolen til deres trawlere.