Kielsen-kritikerne står i kø

Kim Kielsen er i knap en uge blevet beskudt med kritik fra politiske venner og fjender efter opsigtsvækkende udtalelser.
Foto © : KNR
Skrevet af Kenneth Elkjær
09. marts 2017 09:10

Kim Kielsen kaldte fredag i sidste uge planerne om et storstilet byprojekt i Nuuk for et luftkastel og langede samtidig kraftigt ud efter borgmester Asii Chemnitz Narup. Siden er kritikken haglet ned over Siumut- og Naalakkersuisut-formanden.

- Tidspunktet for lanceringen af et ufinansieret byudviklingsprojekt er unægtelig tankevækkende. Der ser ud til at være lagt flere kræfter i præsentationsmaterialer og grafisk design end i forundersøgelser, planlægning og afklaring af finansieringen af hele projektet.

LÆS OGSÅ Asii skyder tilbage mod Kielsen

Sådan skrev Kim Kielsen blandt andet i et svar til Sermitsiaq.AG, der ønskede at høre hans tanker om planerne om det store og ambitiøse Siorarsiorfik-projekt i Nuuk.

Siumut-medlemmer raser

Det har blandt andet fået hans egen tidligere Naalakkersuisoq Martha Lund Olsen til at lange kraftigt ud efter sin egen formand:

- Jeg tager kraftigt afstand fra formanden for naalakkersuisut i hans affejning af Nuuks hovedstadsplan i kraftige vendinger. Siumut er medansvarlig for det hidtidige arbejde med udformning af hovedstadens fremtidige udviklingsplan, udtaler hun med henvisning til, at det var en enig kommunalbestyrelse i Sermersooq, der præsenterede planerne for en ny bydel med plads til tusindvis af borgere i hovedstaden.

LÆS OGSÅ Kielsens kritik er ikke Siumuts politik

Martha Lund Olsen stiller op til kommunalvalget i april i netop Kommuneqarfik Sermersooq.

- Jeg betragter Kim Kielsens angreb på hovedstadsplanen, som hans personlige mening, da Siumut mig bekendt ikke har taget et sådant standpunkt, udtaler hun.

Og hun står ikke alene med kritikken i Siumut. Per Berthelsen, medlem af kommunalbestyrelsen i Sermersooq, har offentligt luftet sin utilfredshed med sin egen formand, og det samme har gruppeformand Ane Egede Mathæussen på vegne af Siumut i Sermersooq.

Støtte til Asii

Borgmester i Sermersooq, IA'eren Asii Chemnitz Narup, er selvsagt heller ikke enig i Kielsens vurdering af Siorarsiorfik-projekt.

- Jeg må pure afvise at Siorarsiorfik-projektet er et luftkastel. Men jeg er fuldt ud klar over, at det kræver politisk vilje. Og det er i sagens natur ikke gavnligt, at den person med det højeste ansvar for landets lederskab og udvikling ikke vil bidrage, siger hun hun til Sermitisiaq.AG.

LÆS OGSÅ Siumut og Atassut i fælles front mod Kielsen

Og hun får opbakning fra Atassut.

- Atassut skal opfordre Naalakkersuisut til at indgå idialog med Kommuneqarfik Sermersooq, i stedet for at skyde visionerne ned uden nærmere at sætte fælles målsætninger. Udviklingen kræver ansvarlig og realistisk prioritering, udtaler Steen Lynge, kommunalbestyrelsesmedlem i Sermersooq for Atassut.