Kendte bands klar til støttekoncert for kræftramt musiker

Kendte bands vil i næste weekend give den gas for deres kræftramte musikerkollega.
Foto © : HECA NUUK A/S
Skrevet af Mads Pedersen
07. december 2016 05:42

Jorsi Sørensen behøver ingen introduktion i grønlandsk musik. Han har igennem årtier været en kendt og beundret bassist, sanger og producer.

Men i øjeblikket er han ramt af en alvorlig sygdom. Han har fået konstateret kræft for et par måneder siden.

Og i den svære tid for ham og hans nærmeste vil Jorsis venner fra musikverdenen gerne hjælpe ham. Derfor har hans gode ven og mangeårige kollega i musikverdenen, Eigil Petersen, arrangeret to støttekoncerter.

Støttekoncerten vil foregå på Kristinemut i Nuuk fredag den 16. december og lørdag den 17. december.

Her vil store grønlandske bands give koncerter, i hvad man kan kalde for en minifestival. Bands som G-60, Zikaza, Nanook og Qarsoq vil give den gas for at samle penge ind til Jorsi og hans kone Stina. Alle indtægter vil gå ubeskåret til familien, fortæller Eigil Petersen til KNR.

- Når en person bliver alvorlig syg og skal sendes til Danmark skal den nære familie selv betale, hvis de vil rejse med og støtte deres elskede.

- Kost og logi er dyrt i Danmark. Derfor har kendte bands ønsket at hjælpe deres gode ven og idol i den svære tid han er i, siger Eigil Petersen.

Levende legende

Selvom Jorsi ikke er en type der gør reklame for sig selv, har han formået at gøre sig kendt i Grønland med sine evner på bass, som producer og ikke mindst med sine sange med den karakteristiske hæse stemme.

I sin karriere som musiker har han spillet og arbejdet med store navne som Ole Kristiansen, Kunngi og Nuuk Posse og utallige andre. Og det har efterladt et stort indtryk hos det grønlandske publikum, siger Eigil Petersen.  

- Jorsi har stor indflydelse i grønlandsk musik. Hans navn står i mange udgivelser. Enten som sanger, musiker eller producer.

- Det er ikke kun grønlandske musikere der ser op til ham. Hans venlige og tilbageholdende person, evner på bassen og hans stemme gør at folk elsker ham og anerkender ham, fortæller Eigil Petersen.

Han håber, at indtægterne fra støttekoncerten vil give Jorsi og Stina en nemmere tilværelse i Danmark, hvor Jorsi får sin nødvendige behandling.