Karl Kristian Kruse kaldt i samråd men dukkede ikke op

Naalakkersuisoq for fiskeri og fangst er kaldt i samråd. Han dukkede ikke op til samrådet. Udvalget har nu udsat samrådet til senere fredag aften.
Foto © : KNR
08. september 2017 18:13

Opdat. kl. 20.30: Det har ikke været muligt at få be- eller afkræftet, hvorvidt samrådet klokken 19.30 har fundet sted.

Naalakkersuisoq for fiskeri og fangst, Karl Kristian Kruse er i dag klokken 17 blevet kaldt i samråd af udvalget for fiskeri og fangst.

Det bekræfter departementschef Jørgen Isak Olsen og næstformand i udvalget, Nivi Olsen, (D) over for KNR.

Udvalget fik klokken 17 at vide at naalakkersuisoq Karl Kristian Kruse ikke var til at få fat i. Mødet blev derfor udsat til i aften klokken 19.30.

Årsagen til samrådet er ifølge KNRs oplysninger er forskellige udmeldinger fra departementet og fra naalakkersuisoq om det kontroversielle forslag til en ny fiskerilov, der skal førstebehandles på efterårssamlingen.

Under et seminar om fiskeriloven fredag skulle departementschef for fangst og fiskeri, Jørgen Isak Olsen, efter sigende have holdt en tale, der støttede kritikerne af lovforslaget.

LÆS OGSÅ Konsekvenserne af fiskerilov skal undersøges

Og det er derfor udvalget nu har valgt at kalde Naalakkersuisoq i samråd. Udvalget mener ikke, at en departementschef på den måde kan gå direkte mod de politiske ønsker fra Naalakkersuisoq.

Det er naalakkersuisoqs ansvar, mener udvalget, der nu kræver svar i sagen.

LÆS OGSÅ Fiskerilovsforslag skaber usikkerhed

Fiskeriloven er særdeles upopulær hos de store rejefiskeselskaber, blandt andet fordi de værdifulde kvoter vil blive fordelt ud på flere hænder end de er i dag.

Hensigten med loven er at skabe flere arbejdspladser i fiskeriet og fordele overskudet fra fiskeriet på flere borgere, men loven vil samtidig koste både landskassen og erhvervslivet store summer, lyder det i bemærkningerne til lovforslaget.

LÆS OGSÅ Ny fiskerilov kan blive økonomisk lussing til landskasse og erhvervsliv

RETTELSE: Det har tidligere fremgået af artiklen, at seminaret om fiskeriloven foregik i slutningen af august. Det var en fejl. Seminaret var fredag den 8. september. Fejlen er rettet.