Kapisillit-vej skal booste turismen
Forslaget skal ifølge borgmesteren være med til at booste turismen i den lille bygd.
- Forestil dig, at vi starter ruten her fra Nuuk, og så ender vi i Kapisillit. Der er i forvejen nogle overnatningsmuligheder, som man kan udvide, og så er der rigtigt mange oplevelsesmuligheder i Kapisillit, og der er mulighed for at udvikle endnu mere på turismen, siger Asii Chemnitz Narup (IA) til KNR.
Der er 75 kilometer til hovedstadens nærmeste bygd, og står det til borgmesteren skal der anlægges en vej, der er bred nok til, at der kan køre ATV'ere på strækningen.
Læs også VIDEO Heliskiing-turisme svær at holde flyvende
Naturen er for alle
De forbedrede transportforhold skal ifølge borgmesteren gøre det muligt også for gangbesværede og handicappede at komme ud i naturen.
- Som ikke har samme mulighed for at bruge naturen, som alle vores raske rørige idrætsudøvere. Også de bør få den mulighed at komme ud i naturen, nyde den og få de rigtigt gode oplevelser, det giver.
Står det til Asii Chemnitz Narup skal der også bygges hytter langs ruten, så man på den måde kan tiltrække turister, som vil ud og opleve naturen mellem Nuuk og Kapisillit
Læs også Asii prioriterer kommunen frem for sit parti
Kan lokke flere turister til
Selvom Visit Greenland ikke kender til det konkrete projekt, kan direktøren for turistrådet godt se det smarte i at anlægge et ATV-spor til bygden.
- Min umildbare reaktion er jo klart, at det er positivt at få et ATV-kørespor, der gør, at den tur bliver bedre tilgængelig, så det bliver et produkt, man ikke behøver at være særlig fit for at gennemføre, siger direktør for Visit Greenland, Anders Stenbakken.
Et flertal bestående af Inuit Ataqatigiit og Demokreterne besluttede her til eftermiddag, at der skal afsættes én million til projekteringen af vejen til Kapisillit.
Siumut støtter som udgangspunkt idéen, men mener dog, at det er mange penge at bruge på nuværende tidspunkt.