KANUKOKA opruster på socialområdet

KANUKOKA har i denne uge ansat en socialfaglig konsulent.
KANUKOKA´s sekretariatschef Jakob Møller Lyberth Foto © : KANUKOKA
Skrevet af Karsten Sommer
18. marts 2017 17:05

Netop som kritikken hagler ned over blandt andet Kommune Kujalleq og Qaasuitsup Kommunia for deres varetagelse af det sociale område, har KANUKOKA besluttet at ansætte en socialfaglig specialkonsulent.

Den 52-årige Lisa Poulsen er pr. 15. marts tiltrådt i stillingen, og er godt rustet til opgaven.

Lisa Poulsen har en erhvervsbaggrund som socialrådgiver og ledende socialrådgiver i tre kommuner. Derudover har hun været centerleder ved Piareersarfiit i Qasigiannguit, og senest lærer og viceforstander ved byens Villads Villadsen Efterskolen.

- Socialområdet er et af de prioriterede politiske indsatsområder i disse år, såvel hos Naalakkersuisut som hos kommunerne, skriver KANUKOKA´s sekretariatschef Jakob Møller Lyberth.

Han glæder sig derfor over at KANUKOKA nu råder over en socialfaglig uddannet konsulent med en videregående uddannelse, og samtidig en erfaren medarbejder fra den kommunale forvaltning ude på kysten indenfor drift og ledelse, påpeger Jakob Møller Lyberth.