KANUKOKA hiver Hjemmestyret i retten

31. marts 2005 15:38

KANUKOKA vil hive Hjemmestyret i Kredsretten, fordi de mener at forholdene på handikapområdet er uacceptable.

10 kommuner har givet KANUKOKA mandat til at bringe en række sager for Kredsretten. Sager, der drejer sig om markante nedskæringer i bevilliget timer til støttepædagogerne rundt om i landet.

Blandt de kommuner, der har givet KANUKOKA mandat til at gå til Kredsretten med sagerne, er Nuuk Kommune.

Mandatet er givet baggrund af de bevillinger til støttepædagogtimer, kommunen har fået afslag på, både sidste år og i år, hvor de havde søgt om 1.947 timer om ugen til i alt 53 handikappede. Kommunen har i år fået bevilget 393 støttepersontimer.

KANUKOKA’s begrundelse for at gå rettens gang udspringer af den forsøgsordning, der blev sat i gang på handikapområdet for fem år siden.

Siden da har kommunerne oplevet uensartede bevillingsprocedurer på Regionalkontorerne, manglende vilje til at kompensere for kommunernes merudgifter på støttepersonområdet, utilstrækkelige vejledninger, retningslinier, samt manglende eller langsommelig besvarelse af kommunernes ansøgninger. Sådan står der at læse i den skrivelse KANUKOKA har sendt ud til landets kommuner, hvor de beder om mandat til at føre sagerne til Kredsretten.

I Nuuk Kommune frygter Pauline Abelsen det værste, hvis der ikke bliver rettet op på problemerne.

- Her i Grønland har vi ikke døgninstitutioner nok til at tage sig af især de psykisk handikappede, og i værste må vi begynde at tale om faglig behandling i Danmark, hvis de handikappede får det dårligere, siger Pauline Abelsen fra Nuuk Kommune.

Kommunen regner med en merudgift på knap seks millioner kroner til støttepersontimer i år, hvis ikke de får flere penge fra Hjemmestyret.