VIDEO Kandidater klar til at aflevere urinprøve

Ved det seneste vælgermøde, der blev holdt i Narsaq, spurgte en vælger, om kandidaterne var villige til at aflevere en narkotest i form af en urinprøve.
07. november 2014 11:55

Og samtlige partier stod i kø for at levere en gul kop både for at vise, at de følger lovgivningen, er rollemodeller og fordi de tager afstand fra misbrug af enhver art.

Spørgsmålet har allerede været oppe at vende i Atassut

- Atassut tager afstand fra hashmisbrug, vi har derfor drøftet muligheden for, at de nye medlemmer af Inatsisartut bør aflevere en urinprøve, lød svaret fra Anders L. Christiansen, kandidat for Atassut.

- Det er kun naturligt ,at vi gennemgår en narkotest, når vi bliver valgt ind i Inatsisartut, sagde Piitannguaq Alaufsen, kandidat for Partii Inuit.

- Det står allerede i lovgivningen, at hash er forbudt og er ulovligt at indføre til Grønland. Vi er fra Partii Naleraq klar til at aflevere en urinprøve, når vi kommer i Inatsisartut. Vi er klar, og vi er meget tissetrængende, lød det med et smil på læben fra Jens Peter Mølgaard fra Partii Naleraq.

Politikere skal være rollemodeller

- Selvfølgelig skal vi politikere være rollemodeller for befolkningen, så vi mener ikke, at der er noget i vejen for at aflevere en urinprøve, sagde Nivi Olsen fra Demokraterne.

-  Valget er udskrevet på grund af misbrug, og det vil vi ikke acceptere fremover. Så ja, vi er også klar til at aflvere en urinprøve, sagde Gedion Lyberth fra Siumut.

- Samfundet bliver årligt malket for 500 millioner sorte penge. Det er penge, som vi har brug for her i landet, og hvis vi skal have sat en stopper for denne pengetrafik bør vi stå forrest og være rollemodeller, så man kan godt regne med en urinprøve fra os, sagde Kelly Berthelsen fra Inuit Ataqatigiit.