Kampagne for juridisk faderløse er forsinket

En oplysningskampagne, der skal fortælle juridiske faderløse om retten til at finde deres biologiske fædre, er forsinket.
Aningaasat taakku Danmarkimi ilaqutariit kalaallit oqaasii kulturiallu eqqarsaatigalugit apersorneqartalernissaannut taakkununngalu kalaallisut paasissutissaliornermut atorneqassapput. Foto © : 55Laney69/Flickr
21. juni 2016 07:01

Tusindvis af faderløse personer med grønlandsk baggrund må selv gøre et ekstra stykke arbejde for at finde oplysninger om deres biologiske ophav.

En oplysningskampagne, som Social- og Indenrigsministeriet og Selvstyret skal stå for, er nemlig forsinket.

- Oplysningskampagnen skal ske i samarbejde med Grønland, og vi er ikke blevet færdige. Det er sådan set gået i stå, men den er ikke glemt, siger Lars Thøgersen, specialkonsulent i Social- og Indenrigsministeriet, til KNR.

Læs også Socialminister lover fornyet informationsindsats om juridisk faderløse

Rokade har udskudt arbejdet

Baggrunden for oplysningskampagnen er en ændring af Børneloven for Grønland, som faldt på plads i 2014. 

Efter flere års kamp fra juridiske faderløse personer i Grønland blev loven ændret med tilbagevirkende kraft, så personer født uden for ægteskab før 1963 i Vestgrønland og 1974 i Østgrønland fik retten til at søge efter identiteten på deres biologiske familie.

Men ændringen og viden om, hvordan man søger oplysningerne, kom ikke godt nok ud til befolkningen, lød kritikken efterfølgende. Og derfor lovede socialminister Karen Ellemann i februar i år, at en arbejdsgruppe fra ministeriet og Departementet for Natur, Miljø og Justits under Mala Høy Kúko i foråret i år ville komme med en oplysningskampagne.

Men naalakkersuisut-rokaden i maj har forsinket det hele, oplyser begge parter. 

Her overgik justitsområdet nemlig fra Malá Høy Kuko til naalakkersuisoq for sociale anliggender, Martha Lund Olsen. Og det har betydet, at man nu påny skal blive enige om rammerne for kampagnen, siger Lars Thøgersen. 

- Det, som vi var blevet enige om under møder med det tidligere departement, skal vi nu have bekræftet i det nye departement.

Læs også Mindst 12 nye faderløse-sager efter lovændring

Kampagne til efteråret

Ifølge konstitueret afdelingschef Camilla Østbirk i Departementet for - nu - Natur, Miljø og Energi har planen frem til rokaden været, at kampagnen ville komme hen over sommeren.

Men kampagnen forventes nu i stedet til efteråret, siger Lars Thøgersen fra Social- og Indenrigsministeriet, og vil bl.a. bestå af en ny hjemmeside, hvor personer kan blive guidet til søgningen efter oplysninger.

Forsinkelsen af oplysningskampagnen får kritik af Stina Sørensen fra Nuuk, der selv er juridisk faderløs, og en af de første herhjemme til at sætte fokus på juridiske faderløse.

- Konsekvensen kan være, at vi bare holder op med at snakke om det eller glemmer det. Men så vil der stadig være folk med åbne sår eller et hul i hjertet, som nogen siger, de har. Vi kommer ikke nogen vegne, hvis ikke vi prøver at lukke disse huller. For der er immervæk mennesker, der sidder den mangel på viden.

Foruden kampagnen skal ministeriet i Danmark og Selvstyret også lave et opgørelse over antallet af juridiske faderløse i Grønland. Og over de menneskelige konsekvenser, der har haft for mange at leve uden retten til oplysninger om deres far.

Men man mangler stadig mangler at finde ud af, hvem der skal stå for opgørelserne, oplyser Lars Thøgersen til KNR.