Kampagne: Denne uge er Røgfri

De fleste rygere ville ønske, de aldrig var startet. Så lad os hjælpe vores børn og unge til at forblive røgfri! Sådan lyder opfordringen til de voksne, når Røgfri uge 22 afholdes for tredje gang.
Foto © : Peqqik.gl
Skrevet af Sandra Meinecke
26. maj 2015 06:18

- Antallet af unge rygere falder, og jeg vil arbejde for, at den gode tendens fortsætter. Det er hele 75 % af de 14-årige, der ikke ryger. Dem skal vi støtte og opmuntre til at forblive ikke-rygere, siger Naalakkersuisoq for Sundhed, Martha Lund Olsen i forbindelse med Røgfri uge-kampagnen.

Hun understreger, at det er vigtigt, at de voksne går sammen om at sikre, at børn og unge ikke opfatter rygning som en naturlig del af dagliglivet. Blandt andet ved at sørge for, at børn og unge under 18 år ikke har adgang til tobak.

I forbindelse med Uge 22 vil der blive afholdt lokale arrangementer med fokus på forebyggelse af rygning.