Kîstat Lund er død - 72 år gammel

Kunstner og skolelærer Kîstat Lund er død. Det skriver borgmester Jørgen Wæver Johansen i et mindeord.
Foto © : Angu Motzfeldt
Skrevet af Kenneth Elkjær
09. januar 2017 09:13

Kîstat Lund døde natten til søndag den. 8 januar på regionssysgehuset i Qaqortoq. Hun blev 72 år gammel. Borgmester i Kommune Kujalleq, Jørgen Wæver Johansen, skriver i sit mindeord, at hendes arbejde og værker ikke vil blive glemt.

- Vi vil savne dig Kîstat, du var en god repræsentant for Narsaq og hele Kommune Kujalleq. Det er dog en stor trøst, at du har efterladt os store mængder af uerstattelige kunstskatte, vi vil værne om dem og dit minde vil leve i al fremtid igennem de flotte værker, skriver han.

Foruden at undervise og inspirere unge mennesker som skolelærer på skolen i Narsaq igennem årtier, har hun også sat et stort præg på kulturen her i landet og i udlandet med sin kunst. Kîstat Lund arbejdede indenfor mange genrer af kunsten; grafik, oliemaleri, papirklip, relieffer blandt andet.

Og det har i tidens løb givet hende flotte priser. I 1989 modtog hun Grønlands Hjemmestyres Kulturpris, og i 1997 blev hun udnævnt som Ridder af Dannebrog.

Hendes værker kan blandt andet ses i byrådssalen i Qaqortoq og hendes relief af trommedansere kan ses i Østre Landsret. I gennem sin lange karriere har hun også udstillet i en lang række lande som Grønland, Canada, Alaska, Tyskland og Japan flere steder i Skandinavien.