Justits-spindoktor blev ikke spurgt om dom

I et kort interview forklarer naalakkersuisoq for blandt andet justitsområdet, om forløbet, hvor han ansatte en mand med en alvorlig voldsdom allerøverst i sit departement.
Foto © : KNR
05. marts 2015 17:03

 

Spørgsmålet om Gerth Platou Jacobsens alvorlige voldsdom fra 2009 og 2010 var slet ikke et emne hos naalakkersuisoq for bl.a. justitsområdet, Mala Høy Kúku (A), da han i januar ansatte Gerth Platou Jacobsen som særlig rådgiver.

Læs også Særlig rådgiver for justitsområdet forlader job i utide

Han fik en dom på 40 dage i anstalten og blev smidt ud af politistyrken, men på trods af dette kom Gerth Platou Jacobsen til at bestride én af de øverste stillinger i departementet for blandt andet justitsanliggender. 

 

Straffeattest kom ikke på tale

Og det er en fåmælt naalakkersuisoq, der har modtaget sin særlige rådgivers opsigelse. Men spørgsmålet om straffeattest blev ikke diskuteret, da Gerth Platou Jacobsen var til samtale forud for dennes ansættelse som særlig rådgiver: 

- Nej. Det emne var slet ikke oppe at vende. Det er derfor, at vi først handlede, da vi hørte om det, siger naalakkersuisoq for blandt andet justitsområdet, Mala Høy Kúku, til KNR. 


Trak sig øjeblikkeligt

- Da vi forstod, at der var detteher forhold, havde vi en samtale, hvorefter Gerth (Platou Jacobsen red.) valgte at trække sig fra jobbet. Han valgte at gå fra jobbet, for at undgå at blive en belastning for mig og mine kolleger i Naalakkersuisut, fortæller Mala Høy Kúko, og tilføjer, at der til jobbet som særlig rådgiver for naalakkersuisoq for blandt andet justitsområdet ikke er et krav om ren straffeattest.

 

Hvad har i lært af det her? 

- Jeg kan ikke udtale mig yderligere i denne sag. Han er stoppet på arbejdet, og vi vil diskutere denne sag senere, og jeg kan ikke sige mere. 

 

Så I har ikke lært noget af det her?

- (Lang pause red.) Jeg har ikke yderligere at sige i denne sag.