Juraprofessor: Thule er en tabersag

En dansk juraprofessor mener, de selskaber, som har klaget over udbudsafgørelsen i Thule-sagen, herunder Greenland Contractors, kan se frem til et nederlag ved den amerikanske rigsrevision.
Foto © : Paul Bast/Flickr Creative Commons
29. januar 2015 14:09

- Jeg har svært ved at se, at de danske selskaber skulle få medhold i deres klage, for det amerikanske selskab opfylder 100 procent de betingelser, man har stillet, siger Søren Friis Hansen, juraprofessor ved Copenhagen Business School, til finans.dk.

Læs også Thule-forslaget vedtaget

Friis Hansen mener, at sådan som udbuddets tekst har været formuleret, lever vinderselskabet Exelis Services A/S “uden tvivl” op til de juridiske krav, der er stillet til, at selskabet skal være et dansk registreret selskab. Også selv om selskabet reelt er ejet af den amerikanske forsvarsvirksomhed Vectrus med hovedkontor i USA.

Hos Dansk Industri, som bakker op om de danske firmaers klage, tager man vurderingen fra Søren Friis Hansen med ro.

Her siger Frank Bill, direktør i Forsvars- og Aerospaceindustrien under Dansk Industri, at jura ikke er en eksakt videnskab. Han regner med, at den amerikanske rigsrevision, som behandler klagen, vil tage højde for forsvarsaftalen mellem Danmark og USA, der kræver, at firmaer med opgaver på Thule-basen skal være danske eller grønlandske.

Læs også Olsvig savner Pituffik-svar fra både Lidegaard og Naalakkersuisut

- Jeg kan ikke forstille mig andet end, at den amerikanske domstol selvfølgelig tager højde for de aftaler, der er mellem USA og Danmark og læser udbudsbetingelserne i den kontekst. Vi forventer, at amerikanerne lever fuldt op til de aftaler, som stadig gælder, siger Frank Bil til finans.dk.