Julemanden er igen gået konkurs

Det er svært at være gavmild over for alverdens børn. I 2011 gik den grønlandske julemand konkurs og denne gang er det den finske, som har måttet lukke sin gavebod.
Skrevet af Camilla Dam
21. august 2015 10:31

Ifølge de finske myndigheder skylder julemanden halvanden million kroner i skat, og det har fået ham til at lukke sit kontor i den finske by Rovaniemi. Det skriver den norske avis Aftenposten.

Julemandens kontor er placeret i forlystelsesparken Santa Claus Village, og her tager han årligt imod omkring 300.000 gavehungrende turister. 

- Vi skal have styr på det her. Vi har allerede indsamlet halvdelen af beløbet, siger Jarmo Kariniemi, som bestyrer julemandens virksomhed.

Læs også Julemanden til salg

Den øvrige park har bedre styr på økonomien, men uden en julemand er det svært at forestille sig, hvordan hans landsby skal overleve.

- Vi skal have fundet en løsning på dette, siger lederen af Santa Claus Village, Juha Seppala.

Læs også Enige julemænd: Julemanden er fra Grønland

Måske vi bare skulle fortælle de mange turister i Finland, at de er gået forkert. Julemanden bor naturligvis i Grønland, spørgsmålet er bare, hvor? Qaasuitsup Kommunia overtog det økonomiske ansvar for julemanden, da hans postkontor fik rod i økonomien i efteråret 2011, og postkassen står flot og lyser op i Ilulissat.