Josef Motzfeldt: ”Klap lige isbjørnen”

Skrevet af Karsten Sommer
19. januar 2005 06:25

IA’s Josef Motzfeldt er med egne ord ”fortørnet” over den måde, især den danske presse har reageret på de grønlandske tanker om trofæjagt på isbjørne. I dagbladet BT har debatten blandt andet handlet om, hvorvidt grønlænderne kan tillade sig at udnytte naturen og en truet dyreart.

Og det er altså faldet IA’s formand for brystet. Han beder kritikerne klappe bjørnen. Landsstyret har i selve koalitionsaftalen lovet at satse på bæredygtighed og på at beskytte miljøet. Han peger også på, at alle kommer med på råd før en plan om den art storvildtsjagt iværksættes.

Men når det på et tidspunkt er på plads, kan han ikke se andet end positive konsekvenser

- Vi mener jo det her kunne være en god måde for bjørnejægerne at få flere penge for deres skind. Fangerne har det svært, og det her kunne gøre det nemmere for dem, siger Josef Motzfeldt.

Ifølge IA formanden tjener en fanger for øjeblikket 3000 kr. pr. kvadratmeter isbjørn, eller mellem seks og ni tusind kroner per skind. Fangeren kan tjene væsentligt mere på at hjælpe en trofæjæger til at skyde samme bjørn.