J.T.P: Jeg vil skabe forandring

<p>Rapperen fra Napasoq udgiver sit debut album.</p>
Foto © : Marti Photographe
Skrevet af Mads Pedersen
08. september 2016 13:48

To uger efter Josef Tarrak Petrussen skabte debat i hele Grønland med sin musikvideo Tupilak, har han udgivet sit debutalbum på musiktjenesterne iTunes og Spotify. 

- Jeg vil være med til at skabe forandring. Og så kan jeg bare godt lide rap, siger Tarrak til KNR om udgivelsen, hvor han blandt andet rapper om diskrimination i Grønland. 

Josef Tarrak Petrussen ved på nuværende tidspunkt ikke, hvad fremtiden byder på. Men han er klar på det hele. 

- Jeg vil opleve alt. Rap, film og dans, lyder det kort fra den unge rapper. 
Tarrak-albummet har titlen Fxgxs og indeholder 11 sange, hvor flere kendte rappere er gæster. Blandt andre Taatsi og Peand-el.  

Den 17-årige rapper befinder sig lige nu i Oslo, udsendt af NUIF, Nuuk Ungdom i fremdrift. I den norske hovedstad skal han optræde i en såkaldt poetry-slam og holde koncert med sit nye album.

Herunder kan du se musikvideoen som Tarrak blev kendt på.