ISS ansatte sexforbryder som vagt - og så gjorde han det igen

Virksomheden ISS Grønland ansatte i slutningen af 2015 en pædofilidømt mand i 40'erne. Kort efter var han igen sammen med en mindreårig, blandt andet i Pisiffik, hvor ISS sendte ham ud som vagt.
Skrevet af Kenneth Elkjær
04. september 2017 06:32

I februar i år blev manden dømt til anbringelse på en psykiatrisk anstalt i Danmark på ubestemt tid ved Kredsretten i Nuuk.

Manden stod tiltalt for at have haft samleje med en 13-årig pige gentagende gange over periode på tre måneder i starten af 2016.

Retten kendte i februar 2017 manden skyldig i seks ud af otte forhold, som han stod tiltalt for. Han blev blandt andet dømt for at have haft samleje med den mindreårige pige i en opgang i blok 10, bag en container i Kolonihavnen i Nuuk og på et toilet i Pisiffik, hvor han arbejdede som vagt for ISS på daværende tidspunkt.

Betalte offer penge

Han blev til gengæld frikendt for at have betalt hende 50-100 kroner per gang, de to havde samleje. Ifølge dommen mente retten ikke, at det var bevist, at pengene var givet som betaling for seksuelle ydelser.

I retten kom det også frem, at Retslægerådet vurderede manden til at være så farlig for sine omgivelser, at han skulle idømmes forvaring på en psykiatrisk anstalt i Danmark på ubestemt tid. Den vurdering var retten enig og idømte ham Grønlands strengeste straf.

Dømt igen

Det var anden gang, at manden blev dømt for samme type forbrydelse. I 2011 blev han idømt to år i anstalt for at have seksuelle forhold til børn på henholdsvis 6 og 12-13 år.

Efter at han blev løsladt efter sin første dom, lykkedes det manden at blive ansat som vagt hos ISS i slutningen af 2015.

De sendte ham ud som vagt i Pisiffik i Nuuk centrum, hvor børn og unge ofte hænger ud om aftenen. Det skete på trods af, at manden allerede havde en dom for pædofili i bagagen og på straffeattesten.

Foruden den 13-årige pige fortalte manden, der er i 40'erne, at han har haft samleje med flere andre på toilettet i Pisiffik. Der er dog ikke yderligere detaljer om, hvorvidt der er tale om mindreårige.

Beklager ansættelse

ISS' grønlandske afdeling blev i 2016 solgt til lokale erhvervsfolk, som ændrede virksomheden og omdøbte den til Greenland Facility Services, GFS.

De oplyser, at de kan se i deres arkiver, at manden var ansat fra december 2015 og cirka tre måneder frem. Derudover kan de ikke se andet i deres arkiver, da manden var ansat i ISS på daværende tidspunkt. 

Hos ISS' danske afdeling erkender man, at der er sket en fejl. De oplyser, at de først fik kendskab til sagen, da KNR henvendte sig i sidste uge.

- Vi tager denne sag meget alvorligt, og vi tager på det kraftigste afstand fra de forhold, som den pågældende mand er blevet tiltalt og dømt for. Vores tanker går først og fremmest til pigen og hendes familie, skriver ISS i et skriftligt svar til KNR.

De oplyser, at mandens ansættelse er en fejl, som ikke burde være sket.

- Da den grønlandske forretning stadig hørte hjemme hos os, var det et krav, at vores procedurer og code of conduct skulle følges. Det betød blandt andet, at der, i forbindelse med ansættelse af vagter, skulle fremvises en straffeattest.

- I det konkrete tilfælde ser det ud til, at der er sket en klar procedurefejl i ansættelsesprocessen, og manden burde slet ikke have været ansat. Det beklager vi meget, lyder det fra ISS.

Ankesag starter tirsdag

Tirsdag skal manden igen i retten, denne gang Landsretten i Uummannaq. Her skal mandens advokat forsøge at overbevise retten om, at han skal have en mildere straf end anstaltanbringelse på ubestemt tid, som han blev idømt i kredsretten i februar.

Mandens forsvarer, Ulrik Blidorf, ønsker ikke at udtale sig i sagen, men i kredsretten forsøgte manden at forsvare sig med, at han ikke kendte til pigens alder. Det blev dog afvist, da retten ved selvsyn kunne konstatere, at pigens udseende og adfærd viser, at hun er mindreårig. Derudover havde pigens mor fortalt ham, at hun er mindreårig.

I midten af 2016 blev ISS Grønland opkøbt af lokale forretningsmænd, der ændrede navnet til Greenland Facility Services, GFS. KNR har været i kontakt med GFS. De oplyser, at deres ansatte skal aflevere en ren straffeattest, når de bliver ansat og derefter skal de fremvise en ren straffeattest én gang om året.