Island har valgt ny præsident

Historieprofessoren fra Reykjavik Guðni Jóhannesson vinder som ventet Islands præsidentvalg med 39,1 procent af stemmerne.
Skrevet af Ritzau
26. juni 2016 16:32
Versionist Mads Lynge

Det viser det endelige resultat søndag ifølge den statslige tv-kanal RÚV.

Allerede først på natten til søndag var Jóhannesson ude at erklære sig selv som vinder af lørdagens valg.

Guðni Johannesson er ny i politik og besluttede først at stille op til præsidentposten i maj. Det skete, efter at Islands daværende statsminister, Sigmundur Gunnlaugsson, blev fældet af de såkaldte Panama-papirer.

Læs også Islændinge med tankerne i Frankrig vælger ny præsident

Den partiløse Jóhannesson, der har svoret at ville arbejde for at genrejse tilliden til det politiske system på vulkanøen, har siden redet på en bølge af utilfredshed med de etablerede politikere.

Johannesson fylder 48 år i dag søndag, og med en stemme fra mere end hver tredje islænding bliver fødselsdagen sandsynligvis en af de mere mindeværdige for historikeren, der er far til fem.

Han afløser Ólafur Ragnar Grímsson som præsident 1. august. Grímsson har siddet på posten i 20 år.

/ritzau/