Island er klar til fodbold-EM

Næste sommers Europamesterskaber i fodbold i Frankrig får deltagelse af Island.
Skrevet af Karsten Sommer
07. september 2015 07:07

Det hele faldt på plads i går aftes, hvor Island på hjemmebane i Reykjavik spillede uafgjort 0-0 mod Kasakhstan, og dermed nu har så mange point at Island er sikker på få direkte adgang til EM.

Resultatet satte gang i en folkefest blandt de cirka 330.000 islændingene overalt på øen.

I mange år har Island været regnet som en miniputnation i fodbold, men niveauet har været opadgående de senere år, hvor også landets U21-landshold har prøvet at kvalificere sig til EM.

 

Resultatet af hårdt arbejde

Islands anfører, Aron Gunnarsson, blev udvist kort før tid i 0-0-opgøret mod Kasakhstan.

Men det kunne ikke spolere hans glæde og stolthed over at have været med til at skrive et stykke islandsk fodboldhistorie.

- Det er ufatteligt, jeg er i chok. Vi har arbejdet så hårdt for at nå hertil.

- Da jeg begyndte at spille fodbold, drømte jeg end ikke om, at det kunne ske, siger Aron Gunnarsson.