Isbjørne tyer til fugleæg

Isbjørnen er i færd med at ændre sin kost fra kød til æg på Svalbard, som følge af klimaforandringerne.
Foto © : Jouke Prop, Arctic Centre, University of Groningen.
Skrevet af Laura Aggernæs
13. april 2015 07:00

Det viser et nyt studie, som fugle- og isbjørneforskere fra Norsk Polarinstitutt i samarbejde med forskere fra Norsk Institutt for naturforskning og flere andre institutioner, står bag.

Studiet er et resultat af mange års overvågning af flere fuglebestande i Kongsfjordsområdet på Svalbard, og sommerobservationer af isbjørne siden 1970'erne og frem til i dag på fire forskellige steder på Svalbard og en lokation i Østgrønland.

LÆS OGSÅ Rekordmange isbjørne skydes i selvforsvar

Det er den mindre havis, der tvinger isbjørnene på land for at finde mad, og her er de begyndt at forsyne sig med et stort antal antal æg fra edderfugle, bramgæs og polarmåger.

 

Et godt eksempel på klimaforandringerne
- Isbjørnens ægplyndring er et vældigt godt eksempel på, hvordan klimaforandringer kan ændre økosystemet i Arktis, siger projektleder Børge Moed fra Norsk Institutt for naturforskning, i en artikel på Norsk Polarinstitutts hjemmeside.

Selvom der endnu ikke dokumenteret en nedgang i fuglebestande, frygter han, at klimaforandringerne kan ændre på dette.

- Det bliver en kaskade af effekter fra global opvarmning, via mindre havis i Arktis, dårligere tilgængelighed af sæl for isbjørnene, og en dårlig reproduktion for fugle. Et andet interessant fund i studiet er, at isbjørnene synes at have tilpasset sig. De lærer, at æggene i fuglekolonier er en ressource, og de har fremskyndet deres ankomstdato i fuglekolonierne over de sidste ti år får at nå rugetiden og få adgang til flest mulige æg, siger Børge Moed.

Forskningen blev for nylig publiceret i en artikel i tidsskiftet «Frontiers in Ecology and Evolution», hvor det slås fast, at fundene stemmer overens med forskning indenfor samme område i Canada.