Inuitbefolkningen i Nunatsiavut kræver undersøgelse af forsvundne kvinder

Inuit i Nunatsiavut er oprørte. Loretta Saunders har ikke levet forgæves, siger hendes familie fra Nunatsiavut til pressen.
01. marts 2014 13:56

Den unge inuit kvinde, Loretta Saunders, blev fundet myrdet denne uge nær Nova Scotia. Familien siger, at de nu vil arbejde på at finde alle de mange forsvudne inuit- og indianerkvinder i Canada.

Canadisk inuit-kvinde fundet dræbt

Tallene varierer meget, men det anslås, at mellem 1000 og 6000 inuit- og indianerkvinder er forsvudet i Canada. Mange af dem formodes myrdet.

Cheryl Maloney, president for Nova Scotias sammenslutning af oprindelige kvinder siger det samme.

- Vi vil ikke lade premierminister Harper eller andre canadiere glemme Loretta og alle de andre forsvundne og myrdede kvinder. Der er noget galt i Canada, hvis oprindelige folks kvinder skal leve i frygt på denne måde, siger hun videre til CBC News.

Inuit- og indianerkvinder i Canada er meget sårbare og udsatte. De er fem gange så ofte udsat for vold som andre kvinder i Canada forklarer Cheryl Maloney. Nu kan canadiere simplethen ikke ignorere problemet længere.

Mange andre røster har nu sluttet sig til denne opfordring. Shawn Atleo, Canadas øverste indianerhøvding, der i lang tid har presset regeringen til at oprette en landsdækkende undersøgelse af problemet, udtaler til pressen, at nu må den canadiske regering gøre noget.

Canadisk politi har anholdt Loretta Sauders to lejere og sigtet dem for drabet. De var i besiddelse af den 26-årige kvindes bil og kreditkort.