Folketingsvalg 2015 Bedre dækning kan give højere stemmeprocent

Hvis stemmeprocenten skal forbedres til folketingsvalgene, skal medier og politikere blive bedre til at fortælle vælgerne, hvorfor valget og Folketinget er vigtigt for dem, mener samfundsforsker.
Skrevet af Nauja Møller
03. juni 2015 13:25

Sidst der var folketingsvalg i 2011 var det kun 57,5% af os, der stemte. Sådan går det typisk, når der er folketingsvalg.

Men det er for lavt, siger samfundsforsker og emeritus ved Ilisimatusarfik, Birger Poppel. Han mener, at både medier og politikere skal blive bedre til at fortælle vælgerne, hvorfor valget og Folketinget er vigtigt, hvis stemmeprocenten skal op.

- Generelt mangler jeg, at man siger, at det rent faktisk er vigtigt. Når man ser på indsatsen fra de grønlandske politikere, er der en lang række sager, der er blevet taget op i Folketinget. Det mangler man at få formidlet videre til alle afkroge af samfundet, siger han.

 

Vigtige opgaver i Folketinget

Birger Poppel mener, at den manglende interesse for at snakke om folketingsarbejdet har givet borgerne et indtryk af, at folketingsvalget ikke er særlig vigtigt. Man har ikke forklaret godt nok, hvad det helt konkret betyder for den enkelte borgers liv.

- Hvis man skal have hævet stemmeprocenten, skal man bruge tiden her frem mod folketingsvalget til at fremdrage, hvorfor det er værd, at vi stadigvæk har medlemmer i det danske Folketing, der løfter vigtige opgaver. Der er relativt få involveret i arbejdet i Folketinget og herhjemme har partierne en masse hjemlige opgaver, siger han.

Ifølge Birger Poppel er der ikke noget underligt i, at folketingsarbejdet er røget i baggrunden. Det er sket, fordi der har været stort fokus på at få Selvstyre og fordi vi i langt højere grad bestemmer selv i dag. Vi har altså nok at arbejde med på egen jord.

 

Selvstændighed fra Folketingets talerstol

Bagsiden er bare, at man nedprioriterer Folketinget, så borgerne ikke altid får at vide, hvad de to mandater udretter, og hvad deres rolle er.

Og det selvom Folketinget træffer beslutninger for grønlænderne til omkring halvanden milliard kroner, der omhandler politiet, domstolene, sikkerheds- og udenrigspolitik, siger Birger Poppel. Og så er Folketingets talerstol altså ikke uvæsentlig for ønsket om at blive selvstændig.

- Folketingets talerstol er en af de talerstole, vi har  - fra grønlandsk side - til at fremføre grønlandske synspunkter herunder også ønsket om, at vi bliver en selvstændig nation på et tidspunkt,

Indtil videre har Siumut, Demokraterne, Atassut og IA opstillet kandidater til folketingsvalget.

Partii Naleraq præsenterer sine kandidater fredag.