Ingen konsekvenser for Grønland

Skrevet af Mads Lynge
31. marts 2005 11:17

Den Nordatlantiske Gruppe i Folketinget har bedt om en redegørelse om, hvad EU’s nye forfatningstraktat får af konsekvenser for Grønland og Færøerne.

Men også regeringen og landsstyret har fået lavet en redegørelse, og den er netop kommet i dag.

Redegørelsen er blevet lavet på baggrund af en aftale mellem den danske regering og landsstyrerne i Grønland og på Færøerne.

Udenrigsministeriet kom med en kort forklaring af konsekvenserne ved EU’s udvidelse i efteråret 2002, men på det færøske folketingsmedlems, Torbjørn Jacobsens foranledning, kom der for to år siden en forespørgsel, som så blev fulgt op af Den Nordatlantiske Gruppe for lige netop et år siden.

Når eller hvis Danmark ved en folkeafstemning til efteråret vedtager EU’s nye forfatningstraktat, afgiver Danmark en del af sine udenrigs- og sikkerhedspolitiske kompetencer, men som folketingsmedlem Kuupik Kleist fra Inuit Ataqatigiit siger: - Èt er hvad der står i loven, noget andet er den dagligt førte politik, og det er der hvor jeg mener at man skal være opmærksom. Når EU-traktaten er trådt i kraft, og den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik bliver dagligdag, er jeg ikke andet end sikker på at det får indflydelse på vores indbyrdes forhold, siger Kuupik Kleist.

Endvidere siger han at den nordatlantiske gruppe vil kunne bruge redegørelsen til konkret, at kunne afklare det rent lovgivningsmæssige. Men han fastslår dog, at de vil kontrere sig om det rent politiske.

Danskerne skal stemme om forfatningstraktaten den 27.september.