Ingen forbrydelse i Aasiaat

Druknet mand i Aasiaat var formentligt ikke offer for en forbrydelse.
20. juli 2017 15:52

Der var formentligt tale om et hændeligt uheld, da en en ansat på Polar Seafoods fabrik i Aasiaat druknede i havnen. Det tyder politiets efterforskning og ligsyn på.

- Der er ikke noget, der tyder på at der er foregået en kriminel handling men snarere en ulykke, idet manden sidst var set da han arbejdede på havnen tirsdag aften ca. kl. 2000, skriver politikommissær Sebastian Bech i en pressemeddelelse.

Politiet i Aasiaat modtog en anmeldelse den 20. juli cirka klokken 0500 om at en druknet person befandt sig i havnebassinet. Personen befandt sig tæt på kaj kanten og på en dybde af ca. 3 meter.

Kolleger er rystet

Politiet rykkede hurtigt ud til stedet sammen med redningsberedskabet.

Ved havnen kunne det hurtigt konstateres, at personen, en voksen yngre mand, var afgået ved døden. Der blev efterfølgende foretaget en del afhøringer i området ligesom der blev afholdt ligsyn senere på dagen.

LÆS OGSÅ Polar Seafood-ansat omkommet i Aasiaat

Polar Seafood fortæller, at de bistår såvel politiet som arbejdstilsynet med informationer.

- Sikkerhed er et særdeles højt prioriteret tema overalt på vores arbejdspladser, så vi er alle - både på fabrikken i Aasiaat og i resten af Polar Seafood - rystet over at have mistet en dygtig kollega på så tragisk vis, siger Henrik Leth

Familien er underrettet.