Imivik på vej til butikkerne

Vand fra Lyngmarkskilden på Qeqertarsuaq er nu blevet kvalitetstestet og på vej til butikkerne under navnet Imivik. Det er dog kun forbrugere i Nuuk, der i første omgang kan få glæde af produktet.
Foto © : Greenland Water Bank ApS
Skrevet af Mads Pedersen
13. juni 2016 14:53

Administrerende direktør i Nuuk Imeq, Bernhard Christensen, bekræfter overfor KNR, at Imivik er blevet kvalitetstestet og godkendt. 

Læs også Hardenberg og Wæver bag nyt Qeqertarsuaq-vand

Det betyder, at Imivik nu kan sælges i Grønland.
- Vi er rigtig glade for at vandet kan komme i butikkerne.  

- Brugsen og Pisiffik har allerede en ordre inde, så i løbet af den her uge vil Imivik være til salg i de butikker i Nuuk, siger bestyrelsesformand i Greenland Invest, firmaet bag det nye kildevand, Svend Hardenberg til KNR. 
- Og så vil de blive sendt ud til alle andre steder. Det er bare spørgsmål om, hvornår der er forbindelse til de enkelte byer og deres hovedlagre, fortæller han.

Ambitioner

Hardenberg fortæller, at vandet vil blive distribuereret gennem KNI’s hovedlager, så alle butikker bør i princippet kunne købe produktet. 
- Men vi skal selvfølgelig i gang med at promovere Imivik forskellige steder. Vi skal tage fat i de virksomheder, som har interesse i at sælge vand, som vi selvfølgelig også har interesse i, siger Svend Hardenberg.

Ingen eksportplaner 

Greenland Springwater, der er kendt for vandproduktet 938, har eneret til at eksportere vandet fra Lyngmarkskilden i Qeqertarsuaq. Det betyder, at Imivik ikke kan eksporteres. Men det er ifølge Hardenberg helt i orden. 
- Vi er helt tilfredse med, at vi kun kan sælge i Grønland, fordi det er, efter vores synspunkt, det bedste vand vi har i landet indtil videre.

Formålet med produktet er, at mindske importen af udenlandske vandprodukter. 

Perfekt timing

Naalakkersuisut har under forårssamlingen i Inatsisartut forslået, at importeret drikkevand pålægges en afgift på 1,50 kr. pr. liter, så den samlede afgift inklusiv emballage bliver 3,50 kr. for flasker til og med 25 centiliter og 5 kr. for flasker over 25 centiliter.

Og flertallet i Inatsisartut stemte for forslaget. Det betyder, at afgiften er trådt i kraft pr. 1.juni i år.

Om butikkerne vil vælge at købe Imivik frem for det importerede, afgiftsramte drikkevand vil tiden vise. 

Imivik vil koste 12.95 kroner eksklusiv pant i Pisiffik og Brugsen.

LÆS OGSÅ Avis: Kildevandsprojekt er en fiasko

LÆS OGSÅ Luksusvand også ramt af stenskred