URAN ICC: Hvilke råstoffer anser EU for såkaldte "dual use"?

Hvilke råstof-produkter kan ifølge EU bruges til både fredelige og militære formål? Sådan lyder et af spørgsmålene fra ICC Grønland i et høringssvar til Inatsisartut.
Skrevet af Karsten Sommer
16. marts 2016 07:51

Det sker, fordi Inatsisartut og Folketinget til foråret skal behandle to lovforslag, som skal fastsætte reglerne for, hvordan tilsyn og kontrol med bl.a. uran skal foregå, hvis Grønland får en mineproduktion med uran op at stå.

I høringssvaret efterlyser ICC indsigt i, hvilke produkter, EU anser for såkaldte "dual use" - dobbelt-anvendelses-produkter. Altså råstoffer, der både kan anvendes militært, men også til fredelige formål.

Det fremgår nemlig ikke klart af lovforslaget, påpeger ICC.

Og det er nødvendigt at få klargjort, så både mineselskaber, embedsfolk og den almindelige borger i Grønland ved, hvad der er omfattet af en særlig kontrol, uddyber ICC over for KNR.

Også Grønlands Erhverv skriver i et høringssvar om EU's liste over dual-use produkter. Her påpeger man dog, at man støtter lovforslagene, men at kontrollen SKAL være baseret på EU's liste.

Grønlandsudvalget er i øvrigt vært for en offentlig høring om netop uran i Folketinget i dag.