ICC Grønland henter kending som ny præsident

Hjalmar Dahl er tilbage på posten som præsident for ICC Grønland.
Hjalmar Dahl var præsident for ICC Grønland fra 2018 til 2022. Foto © : Mads Fægteborg/ICC
Skrevet af Martin Pedersen
20. juni 2023 11:09

27. maj blev der valgt ny præsident for ICC Grønland.

Valget faldt på Hjalmar Dahl, som dermed overtager posten fra Kuupik kleist, der trådte tilbage tidligere på året.

Hjalmar Dahl bliver med stillingen automatisk international næstformand for ICC på Grønlands vegne.

- Jeg er stor tilhænger af inuit samarbejdet. Vi er midt i en spændende og travl tid, særligt mens vi varetager det internationale formandskab, og det glæder jeg mig til at støtte op om, siger Hjalmar Dahl i en pressemeddelelse.

Hjalmar Dahl er ikke et ukendt ansigt i organisationen. Fra 2018 til 2022 sad han også på posten som formand for ICC Grønland.

ICC, der står for Inuit Circumpolar Council, er en organisation, som repræsenterer de cirka 180.000 inuit på tværs af Arktis. Foruden den grønlandske afdeling af organisationen er der også Alaska, Canada og Chukotka.

Grønland sidder på nuværende tidspunkt med formandskabet i ICC. Sara Olsvig blev i 2022 valgt som international forkvinde. Grønland har formandskabet indtil 2026.