Stemmeret: IA vil ikke begrænse stemmeretten for tilflyttere

Inuit Ataqatigiit er ikke tilhængere af Siumuts forslag om, at gøre det sværere for tilflyttende danske statsborgere at stemme ved inatsisartutvalgene.
- I Inuit Ataqatigiit mener vi, at mindretalsbeskyttelsen er central i demokratiet, siger Bendt B. Kristiansen. Foto © : KNR
20. oktober 2017 12:27

Siumut mener, at tilflyttere fra andre dele af Rigsfællesskabet har for stor indflydelse på samfundet. Derfor skal deres stemmeret til Inatisartutvalgene begrænses yderligere.

Det forslag er Inuit Ataqatigiit langt fra tilhængere af, fortæller partiets politiske ordfører:

- I Inuit Ataqatigiit mener vi, at mindretalsbeskyttelsen er central i demokratiet, siger Bendt B. Kristiansen.

Han vil ikke bakke op om Siumuts forslag om, at reglerne for tilflyttere til Grønland skal laves om, således at danske statsborgere først kan stemme efter to til syv år.

Kristiansen: Mindretal bør beskyttes

Som reglerne er i øjeblikket har tilflyttende danske statsborgere stemmeret, når de har haft fast bopæl her i landet i seks måneder:

 - Vi mener ikke, at der er grunde til at ændre den nuværende regel om, at man kan stemme seks måneder efter, at man er flyttet, siger Bendt B. Kristiansen.

Han mener, at mindretal i samfundet, som eksempelvis tilflyttende statsborgere fra andre dele af Rigsfællesskabet, bør have stemmeret:

 - Det er en af grundstenene i demokratiet. At mindretallet som det mindste skal have indflydelse på landets indretning, siger Kristiansen.

Han drager et eksempel om, at Grønland, som mindretal i rigsfælleskabet skal kæmpe for dets interesser. På samme måde skal mindretallet i Grønland beskyttes.

Immanuelsen begrundede forslag med forkert oplysning

Dermed er han altså lodret uenig med Siumuts gruppeformand, Jens Immanuelsen, der mener, at tilflyttere måske ikke har sat sig ind i samfundsordenen og derfor ikke bør kunne stemme.

Immanuelsen fremhævede også, at grønlændere heller ikke kan stemme ved folketingsvalget i Danmark, hvis de flytter dertil.

Det er dog faktuelt forkert, da alle danske statsborgere kan stemme til folketingsvalgene, hvis de har fast bopæl i Rigsfællesskabet og er over 18 år.

Siumuts forslag skal debatteres 9. november i Inatsisartut. Her skal det også diskuteres, at Siumut ønsker at indføre valgkredse ved Inatsisartutvalg.