IA savner flere reformer

Finanslovsforslaget mangler flere konkrete bud på reformer. Det er IA's reaktion på det finanslovsforslag, som fredag blev præsenteret af naalakkersuisoq for finanser, Andreas Uldum.
Skrevet af Ivik Kristiansen
24. februar 2015 09:46
- Det vi mangler er nogle klarere mål omkring reformer. Der er førtidspensionen selvfølgelig, som nævnes, og pensionsreformen. Men den, der rammer befolkningen og den enkelte borger mere direkte, skattereformen, den bliver ikke nævnt. Heller ikke i bemærkningerne til forslaget om finansloven for 2016, der kommer senere på året, siger Sara Olsvig.

LÆS OGSÅ Naalakkersuisut vil skære 50 millioner i næste års finanslov

Siden naalakkersuisut blev konstitueret, har naalakkersuisoq for Finanser Andreas Uldum kun haft to og en halv måned til at forberede finanslovsforslaget. Men selvom tiden har været knap, mener Sara Olsvig, at det, der blev fremlagt i fredags, har nogle mangler.
 
- Som det også blev fremlagt i fredags, så har de jo også nogle mål for 2016, og det har de jo normalt en mængde tid til at forberede. Og dér har vi jo ikke set et ord om skattereformen. Så det, håber vi, kommer på til 2016, lyder det fra Sara Olsvig.
 
Presset økonomi
Selvom hun er kritisk overfor forslaget, mener formanden for IA at kunne se forandringer i planlægningen af finanslovsforslaget.
 
- Vi er nødt til at erkende, at vi sidder i en hård økonomisk situation, og det kræver handling, hvis vi skal rette op på det. Så selvom det økonomisk set er en trist situation, så er vi glade for, at Naalakkersuisut erkender, at vores økonomi er presset, siger Sara Olsvig, der bruger det eksempel, der heftigt blev drøftet under valgkampen, nemlig lufthavnsbyggerier.

LÆS OGSÅ Anda Uldum: Sammen vender vi kajakken

- Nogle af de ting, som var sat i finansloven i efteråret, blandt andet penge til lufthavnsbyggerier, er taget ud af det her finanslovsforslag. Og det er ikke, fordi vi er imod lufthavnsbyggerier, men vi er glade for, at man er mere realistisk omkring de ting og projekter, som man skal bruge penge på nu, siger formanden for IA Sara Olsvig.
 
 
Besparelser i Selvstyret
Da naalakkersuisoq for finanser, Andreas Uldum, fremlagde finanslovsforslaget i fredags, kom det frem at naalakkersuisut har planer om at spare 50 millioner kroner i Selvstyret.
 
Sara Olsvig mener, at man skal være yderst påpasselig med ikke at ramme de mennesker, der lever under de værste forhold. Derfor mener hun, at det kun er naturligt, at man starter sparerunden i Selvstyret.
 
KNR har forsøgt at få kommentarer fra det andet oppositionsparti, Partii Naleraq, men de afslog at kommentere i går, da de endnu ikke har gennemgået finanslovsforslaget.