IA: Nalakkersuisut har ikke genskabt tilliden

Inuit Atagatigiit dumper Naalakkersuisuts første 100 dage ved magten. De mange skandaler er udtryk for svag ledelse og det skader tilliden til det politiske styre, siger gruppeformand.
16. april 2015 16:53

Nalakkersuisut har ikke genskabt tilliden til landets politiske styre.

Sådan lyder overskriften på den sønderlæmmende kritik som Inuit Atagatigiit retter mod Nalakkersuisuit, der har overstået sine første 100 dage i front for landet.

- Der har ihvertfald ikke manglet overskrifter. Vi mener, at utrygheden hersker i administrationen og i det politiske, siger  IAs gruppeformand, Agathe Fontain.

De mange skandalesager
Agathe Fontain mener, at de seneste par måneders skandalesager, såsom Pituffik-sagen, dementi-kravet til Nick Nielsen og fyringen af departementchef Svend Hardenberg viser, at Naalakkersuisut er svag, useriøs og uden retning.

Hun ser særligt sagerne om den mistede servicekontrakt i Pituffik, beslutningen om at fjerne Nick Nielsen i folketinget og erstatte ham med Doris Jakobsen, og fyringerne af to departementchefer som klare eksempler på Naalakkersuisuts svage ledelse.  

- Det har ikke været småting. Pittuffik-sagen er meget ømtålelig. Det kan have kostet os op mod en milliard kroner og nu skal vi spare os igennem.

Ved stadig ikke, hvorfor Hardenberg røg
Et andet stort problem ved den politiske ledelse er den manglende åbenhed, siger Agathe Fontain.

Siumut har tidligere - da de var oppositionsparti - råbt højt om åbenhed i administrationen. Derfor undrer det hende, at IA i flere sager ikke er blevet orienteret. Hun ved eksempelvis stadig ikke, hvorfor tidligere departementchef for formandens departement, Svend Hardenberg blev fyret.   

- De har kortene meget tæt på kroppen. De burde ikke være bange for noget. Hvis man er åben og oplyser om sagens gang, så er der ikke noget at være bange for. Man skal orientere Inatsisartut om de forskellige sager, der kører, siger hun.

Læs også Kim Kielsen mødt med bunke af kritiske spørgsmål

Vi har forsøgt at få Kim Kielsen (S) til at svare på kritikken. Han vil dog først udtale sig i morgen fredag, lyder svaret.

Knud Kristiansen (A) havde ikke tid til et interview idag. Han siger dog, at han ikke kan genkende Agathe Fontains kritik, og at han ser meldingen som et forsøg på mudderkastning. Han mener fortsat, at befolkningen har tillid til koalitionen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Anda Uldum (D).