IA kan ikke pege på finansiering af forslag

Inuit Ataqatigiit har svært ved at pege på, hvordan deres 32 forslag til efterårssamlingen skal finansieres. Nogle af forslagene vil dog kunne give økonomisk gevinst på længere sigt, siger IA-formanden.
Foto © : Inuit Ataqatigiit, IA
31. august 2016 12:03

IA har svært ved at forklare, hvor pengene til deres 32 forslag til efterårssamlingen skal komme fra.

De 32 forslag tæller blandt andet mikrolån til iværksættere, etablering af et nationalt kunstgalleri og en handlingsplan til at fastholde og videreuddanne socialrådgivere.

Men hvor pengene skal komme fra til at dække udgifterne i partiets forslag er stadig uklart, når man spørger partiets formand, Sara Olsvig.

Læs også IA vil have mulighed for at kræve folkeafstemning

- Det er rigtigt at det er svært at pege på lige præcis hvilke forslag, der putter penge i kassen her og nu, men det er noget vi arbejder med igennem finansloven, som vi er dybt involveret i i de forhandlinger vi er igang med med Naalakkersuisut og finansudvalget, siger hun.

IA har altså ikke selv fundet finansieringen til sine forslag, men vil i samarbejde med Inatsisartuts andre partier forsøge at finde pengene igennem finanslovsforhandlingerne.

Læs også IA: Velfærd er vigtigere end sorte tal på bundlinjen

Sara Olsvig peger dog på, at der kan være en gevinst at hente på nogle af forslagene i fremtiden.

- Der er mange af vores forslag, der på lang sigt vil løfte økonomien, siger hun.

Blandt IAs forslag er også ønsker om en rejsefond til familier, bedre uddannelsesmuligheder i fødevaresektoren og muligheden for at et mindretal i Inatsisartut kan kræve folkeafstemning.