IA i Folketinget: Tilliden til Siumut er brudt

Efter halvanden uge i Folketinget er tilliden mellem Siumut og Inuit Ataqatigiit svækket, efter at Hammond har fået næstformandspost foran Chemnitz Larsen.
Foto © : Helle Nørregaard/Inuit Ataqatigiit
01. juli 2015 07:01

Alle intentioner var gode, da Grønlands nyvalgte folketingsmedlemmer, Aaja Chemnitz Larsen fra Inuit Ataqatigiit (IA) og Aleqa Hammond fra Siumut, gav hånd til hinanden på valgaftenen.

 

Men nu - knap to uger efter valget - er der allerede skår i tilliden. Det sker, efter Aleqa Hammond ved hjælp af støtte fra Siumuts søsterparti, Socialdemokraterne, er blevet udpeget som næstformand i Grønlandsudvalget.

Ifølge antallet af stemmer var posten ellers forventet til IA, som parti samlet set fik 73 flere stemmer end Siumut ved valget 18. juni. Næstformandsposten har været ekstra interessant, efter den blå blok i Danmark har sat sig på selve formandsposten i Grønlandsudvalget.

 

Læs også IA anklager "respektløse" DF

Og det får nu Aaja Chemnitz Larsen til at kritisere Siumut.

- Det, synes jeg, er rigtig ærgerligt og et tillidsbrud. Der er ingen tvivl om, at hvis man skal have et samarbejde, er tillid afgørende. Så jeg synes, det er rigtig ærgerlig både i forhold til vores relation til Socialdemokraterne, men også i forhold til Siumut, siger hun til KNR.

Chemnitz Larsen mener, at Socialdemokraterne udviser 'magtarrogance' ved at have båret Hammond frem til næstformandsposten.


Socialdemokraterne støtter Hammond
Hos Siumut tager Aleqa Hammond ‘kritikken til efterretning.’

Hun pointerer dog, at partiet har fulgt spillereglerne, der gælder i et politisk- og valgteknisk samarbejde, hvor et flertal i oppositionens valgforbund har støttet hende til posten som næstformand. 
Det sker, da Socialdemokraterne er det største parti i oppositionen. 

- I den sammenhæng synes jeg, at man skal respektere flertallets vedtagelse i valgforbundet, siger Aleqa Hammond til KNR og tilføjer, at man i valgforbundet også har taget i betragtning, at Inuit Ataqatigiit i den tidligere valgperiode havde formandsskabet - og det derfor nu er Siumuts tur.

 

Læs også Aaja usikker på samarbejde


Formandsposten er tidligere også gået på skift mellem de to grønlandske mandater.

Hammond: Vi kan stadig samarbejde
Inuit Ataqatigiit foreslog kort før valget en ‘grønlandsk gruppe’ i Folketinget - altså et formaliseret samarbejde mellem de to grønlandske mandater, som er ikke har været mellem Johan Lund Olsen (IA) og Doris Jakobsen (S) de seneste fire år.

Men det har allerede nu dystre udsigter ifølge Aaja Chemnitz Larsen.

- Jeg har altid sagt, at som udgangspunkt samarbejder jeg med dem, der gerne vil være med til at fremme grønlandsk interesser. Men jeg kan sige meget klart, at i den her sag synes jeg bestemt ikke, man har fremmet Grønlands interesser - man har fremmet sine egne interesser, siger hun med henvisning til Siumut.

Men for Aleqa Hammond er der stadig grobund for et godt samarbejde med IA.

- Jeg kan kun sige; lad os nu have et godt samarbejde. Selv om jeg er blevet næstformand og IA ikke er, så lad os koncentrere os om det samarbejde, vi skal have og kæmpe for Grønlands ve og vel i stedet for at blive fornærmet over det. Lad os samle kræfterne sammen og se, hvordan vi bedst muligt kan samarbejde for Grønland og ikke imod hinanden i Folketinget, siger hun.