IA har overtaget Maniitsoq

Med 39,2 procent af stemmerne og en fremgang på 25,5 procentpoint har IA slået Siumut af pinden i Maniitsoq, hvor Siumut med 31,3 procent af stemmerne går tilbage.
02. juni 2009 22:20

Landsstyre-partnerne Siumut og Atassut har fået en syngende vælgerlussing i Maniitsoq, hvor Siumut med 31,3 procent af stemmerne går knapt fem procentpoint tilbage, mens Atassut går 13,1 procentpoint tilbage og nu kun har opbakning fra under hver femte vælger.

IA er Maniitsoqs store sejrherre, og partiet går med 39,2 procent af stemmerne hele 25,5 procent frem.

- Jeg tror, at vælgerne har set IA’s arbejde i Landstinget og i kommunerne og har set, at det har båret frugt. Jeg gætter på, at Siumuts tilbagegang skyldes, at deres vælgere er blevet hjemme ved dette valg, siger IA’s formand Kuupik Kleist til KNR.