Manuminas forældre: Hvor galt skal det gå, før de reagerer?

Frederik Olsen og Justine Eipe mistede deres datter Manumina efter en operation på DIH. Efter hendes død, har de følt sig svigtet systemet. De kalder på svar fra Mimi Karlsen.
Billedet af Manumina står på familiens spisebord. Hun var familiens samlingspunkt, fortæller hendes far.
Skrevet af Kim Hinrichsen
18. september 2023 07:38

Som KNR allerede har fortalt, er forældrene til Manumina Olsen mildest talt fortørnede over det forløb, som gik forud for deres datters død i hænderne på personalet på Dronning Ingrids Hospital (DIH), tilbage i starten af juni.

Under en rutineoperation, hvor Manumina skulle have fjernet sine mandler, valgte lægen også at fjerne hendes polypper.

Uden forældrenes accept.

Og da Frederik Olsen og Justine Eipes datter i dagene efter operationen begyndte at kaste blod op, blev forældrene ignoreret, når de kontaktede sygehuset. Fire dage senere var Manumina død.

Men tiden efter operationen og hendes alt for tidlige død, var mindst lige så forvirrende, frustrerende - og har for familien, føltes frygtelig ufølsomt.

For i dagene og ugerne efter er Manuminas familie fuldstændig overladt til sig selv uden nogen form for omsorg eller hjælp fra et sundhedssystem, som - ifølge dem - har sluttet ring om sig selv.

De blev egentlig lovet en samtale, hvor forældrene sammen med sundhedsvæsenet ville gennemgå forløbet. Men familien hørte aldrig fra DIH, og derfor kontaktede Frederik Olsen til sidst selv hospitalet:

- Ingen opkald, intet brev. Intet som helst. Jeg ringede ned til skadestuen. Hvem skal jeg tale med, spurgte jeg. ”Det ved jeg ikke, det er ikke min afdeling,” svarede de. Den samme svære kommunikation skulle vi igennem igen og igen, siger han og forsætter:

- Disse samtaler med sundhedsvæsenet, som ikke kender systemet, støder man på hver dag. Så skal man forklare, ”jeg er far til det barn, som lige er afgået ved døden. Jeg vil gerne i kontakt med lægerne” Så efter omstilling efter omstilling efter omstilling fik jeg fat i lægerne, fortæller Frederik Olsen.

Mange spørgsmål – ingen svar

Da Manuminas forældre endelig formåde at få aftalt en samtale med lægerne på DIH, opdagede de, at de ansvarlige, som har haft deres datters liv mellem deres hænder, i mellemtiden har forladt hospitalet og ikke længere er i landet.

Selvom der er gået under en uge siden operationen.

Og de som er tilbage og skulle give dem svar på deres mange spørgsmål, vidste ikke hvorfor, eller hvordan det kunne ske. Faktisk får Frederik Olsen en følelse af, at de har et helt andet formål med mødet:

- Det er som om, de ikke vil svare rigtigt. Det er som om, de ikke fortæller alt. Jeg har hele tiden fornemmelsen af, at de vil beskytte sig selv, siger han.

KNR har set udskrift fra den optagelse, som forældrene selv foretog under samtalen.

Her kan ingen af lægerne svare på, hvordan Manumina kunne ende med at dø på operationsbordet, kun fire dage efter, hun lå der for at få fjernet sine mandler.

Under samtalen indrømmer de dog flere gange, at hospitalet burde have reageret på forældrenes opkald, hvor de fortalte, at Manumina kastede blod op efter sin operation, og at hun burde have været inde for at få foretaget ekstra undersøgelser.

Men hvorfor det aldrig skete – og hvorfor opkaldene ikke blev journaliseret - kan ingen af de tre læger ved mødet svare på.

Overladt til intetheden

Derfor forlod forældrene mødet endnu mere forvirrede end inden. Og igen er de overladt til sig selv uden nogen form for svar eller støtte fra systemet.

- Den tavshed, som vi oplever nu. Ingen undskyldning, ingen forklaring. Det er os selv, som skal opsøge dem for at finde ud af, hvad der er gået galt. Det burde være omvendt. Det er jo dem, som er eksperter og skal oplyse os og fortælle, hvad der er sket. Det er ikke os, som skal opsøge dem, siger Frederik Olsen.

Derfor sidder forældrene – og særligt Frederik Olsen - tilbage med en vrede, som er svær at slippe. Særligt når han sidder i sin lejlighed og hver dag kan se lige over på det sted, hvor hans datter endte sine dage.

- Vreden mod sundhedsvæsenet er meget stor nu. Det er som om, det bare er hverdag for dem, at man lige har mistet et liv. Videre til næste operation. Som om det bare kører i ond cyklus.

Derfor ville Frederik Olsen også ønske, at der var nogle som kunne hjælpe, når man står i sådan et helvede som forældre – nogen udenfor sundhedssystemet, som kunne tage dem i hånden og give støtte i en svær situation. For eksempel fortæller dem, hvor man kan få psykologhjælp og hvordan man kan klage:

- Det er som om, der mangler sådan en instans her i landet. At der automatisk kommer én ind ad døren og hjælper. Jeg tror mange familier, forældre og patienter ikke ved, hvordan man anmelder sådanne fejl.

Et system af svigt

Manglen på svar og særligt omstændingerne omkring operationen betyder, at familien til sidst bestemmer sig for at anmelde lægerne, sygeplejersken og skadestuen som helhed for deres håndtering.

Sagen ligger derfor hos både landslægen og politiet nu.

Ingen af de to instanser har ønsket at udtale sig.

- Hun kunne jo reddes. Jeg vil gerne vide, hvad min datter døde af, siger Frederik Olsen og forsætter: 

- Kædereaktionen – fejl efter fejl efter fejl – den er så grov, at det her det skal anmeldes. Ikke fordi vi får hende tilbage, men vi vil bare have retfærdighed, siger han.

Samtidig håber familien også, at deres anmeldelse kan være dét, som gør, at nogen eller noget endelig tager ansvar og sørger for, at der bliver rettet op på et sundhedssystem, som - mildt sagt – sejler, mener Frederik Olsen:  

- Vi vil gerne advare andre forældre. Ingen skal opleve det, vi har været igennem. Det er bare så smertefuldt. Så smertefuldt. Det skal vi leve med resten af livet. At have mistet vores datter, siger Frederik Olsen.

Ingen svar fra de ansvarlige

Der er nu gået tre måneder siden Manuminas død. 

Frederik Olsen var i de første måneder sygemeldt fra sit arbejde. Både Justine og Frederiks arbejdsplads stillede psykologer til rådighed, som kunne hjælpe dem i den hårde tid. Fem timer fik de hver især.

De er nu brugt op og i mellemtiden har de begge fået en PTSD-diagnose, men altså ikke nogen til at tage hånd om den og dem. 

Derfor er familien er ikke kun vred på det personale, som ifølge dem har svigtet deres ansvar. De er vred på hele sundhedssystemet:

- Ingen reaktion fra sundhedsvæsenet. Ingen reaktion fra sundhedsministeren. Hvor galt skal det gå, før de reagerer? Hvorfor reagerer de ikke på vores datters død? Hun havde jo et helt liv foran sig. På grund af sjusk og pligtforsømmelse mister vi hende. Hvor galt skal det gå, før de høje herrer reagerer?

Mimi Karlsens svar til Manuminas sag

KNR ville meget gerne have stillet naalakkersuisoq for sundhed, Mimi Karlsen, nogle af de spørgsmål, som Manuminas forældre rejser i artiklen. Men hun har dog ikke ønsket at stille op til et interview.

I stedet har hun sendt dette skriftlige svar:

----

Det er dybt tragisk, når et barn mister livet under et behandlingsforløb i sundhedsvæsenet. Som naalakkersuisoq for sundhed kan jeg som udgangspunkt ikke kommentere pa omstændighederne i enkeltsager og konkrete patientforløb i sundhedsvæsenet.                                                       

Det er Landslægeembedet, der fører tilsyn med sundhedsfaglige personer inden for sundhedsvæsenet. Det er tillige Landslægeembedet, som antager og forbereder patientklagesager for Styrelsen for Patientklager i Danmark, som derefter vurderer sagen til videre behandling i Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn. Det er Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, der foretager den endelige afgørelse i klagesager, når alle parter er blevet hørt. Vurderer Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, at der er sundhedspersonale, som har handlet udenfor normen for almindelig anerkendt faglig standard, kan det resultere i forskellige grader af kritik af det sundhedspersonale, der er involveret i klagesagen. Herefter vil Landslegeembedet og ledelsen i sundhedsvæsenet skulle se nærmere på, om sagen skal have konsekvenser for de involverede sundhedspersoner.

I den aktuelle sag er der indgivet en patientklage til Landslægeembedet, hvorfor patientklagen nu behandles i klagesystemet efter de gældende regler. Sagen er fortsat under behandling, hvorfor det endnu ikke er muligt at konkludere, om der er sundhedspersonale, som har handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard i denne sag.

I forhold til Sundhedsvæsenet generelt, så kan det bemærkes, at naalakkersuisut arbejder pa en sundhedsreform, hvor der er fokus på at styrke sundhedsvæsenet med udgangspunkt i sundhedskommissionens anbefalinger.