Hjemløst nationalteater

Det gamle radiohus, hvor nationalteateret holder til er lukket på grund af skimmelsvamp.
Skrevet af Noah Mølgaard
29. maj 2011 18:07

Det er uvist om det gamle radiohus nogensinde bliver åbnet igen efter at der har været skimmelsvamp i den bygning, der i dag huser Grønlands nationalteater, kunstnernes parably organisation EPI, musikerforbundet INNK, Pilersuiffik og KNRs båndarkiv og diskotek.

Det er skuffet bestyrelsesformand i nationalteateret der konstaterer, at de måske kan blive nødt til at finde et andet sted at udvikle teater i.

- Det er meget kedeligt og trist situation Nationalteateret står i lige nu, hvor teateret akut mangler lokaler - siger bestyrelsesformand for Nationalteatret Juaaka Lyberth. 

- Derfor må vi sætte alle sejl til for, at finde endnu en midlertidig løsning. Jeg håber, at Landsstyreområdet for kultur kan komme med hjælpende hånd. Det er jo ikke nok med, at den nye teaterlov er trådt i kraft, der skal også sikres betryggende fysiske rammer og lokaler, hvis loven skal fungere efter hensigten, siger Juaaka Lyberth.

Det gamle radiohus blev taget i brug i 1957. KNRs øvrige afdelinger er flyttet til den gamle hangar ved Nuuks gamle heliport.