IA: Her er vores vigtigste krav til dansk finanslov

En ny SU-løsning, bedre radioudstyr til Grønlands Politi og ekstra hjælp til socialt udsatte grønlændere i Danmark er topkrav fra IA i Folketinget til finansministeren.
Aaja Chemnitz og finansminister Claus Hjort Frederiksen Foto © : Steen Brogaard/ft.dk
05. september 2016 15:03

En helt nyt forslag fra Venstre-regeringen om den danske SU har sendt netop SU øverst på ønskelisten hos Inuit Ataqatigiit i Folketinget, når det gælder næste års danske finanslov.

Det siger Aaja Chemnitz Larsen til KNR efter et møde med den danske finansminister Claus Hjort Frederiksen mandag.

- Det vigtigste er i forhold til de grønlandske studerende, at man finder en løsning i samarbejde med naalakkersuisut, så der ikke sker et stort frafald fra grønlandske studerende i Danmark, siger hun.

Regeringen ønsker at ændre uddannelsesstøtten, så halvdelen af beløbet bliver en fri støtte, mens den anden halvdel skal ændres til et lån. I stedet vil de danske studerende få et skattefradrag efter endt uddannelse.

Men Grønland har ikke samme skatteordning. Derfor vil IA have regeringen til at finde en løsnings på problemet sammen med naalakkersuisuit, siger Aaja Chemnitz Larsen. Direkte adspurgt har hun dog ikke selv et forslag til en mulig løsning.
 

Dystre udsigter for social-hjælp
Blandt topkravene hos IA står også en øget støtte til socialt udsatte grønlændere i Danmark.

Ifølge IA bør socialministeren forlænge og udvide Strategien for Socialt Udsatte Grønlændere i Danmark i de danske kommuner, som udløber i år.

- Jeg håber, at den også kommer til at fortsætte i de kommende år. Det var også noget af det, jeg drøftede med finansministeren, siger Aaja Chemniz Larsen.

Socialminister Karen Ellemann har dog i foråret afvist, at hun vil sætte midler af til en forlænget strategi, også når det gælder satspuljemidlerne på i alt 1 mia. kroner.

Over for finansministeren påpegede Aaja Chemnitz Larsen også behovet for bedre radiokommunikationsudstyr til Grønlands Politi samt ønsket om ligeløn mellem danske og grønlandske politibetjente.

Næsten fremme ved forhandlingsbordet

Løsgænger i Folketinget, Aleqa Hammond, mødes også med Claus Hjort Frederiksen. Det sker onsdag, hvor hun bl.a. vi fremsætte ønsker om flere grønlændere i det danske forsvar, grønlandske repræsentationer på danske ambassader og økonomisk støtte til frivillige, grønlandske foreninger i Danmark, skriver hun til KNR.

De nuværende møder er såkaldte "sættermøder" forud for de egentlige finanslovsforhandler, som de nordatlantiske mandater i år er direkte inviteret til.

Tidligere år har de grønlandske og færøske partier været repræsenteret via de danske partier, mens den tidligere S-R-regering sidste år lukkede finansloven, før de nordatlantiske partier nåede til forhandlingsbordet.

Regeringens forslag til finansloven 2017 bliver førstebehandlet i Folketinget tirsdag. De egentlige forhandlinger starter i oktober.