Arajutsivigit? Her er ugens store nyheder

Havde du ikke tid til at læse alle ugens mange nyheder? Så giver vi dig her et kort overblik over, hvad der er sket i løbet af ugen, der er ved at være gået.
Foto © : Folketinget/Steen Brogaard
Skrevet af Kenneth Elkjær
14. januar 2017 09:24

Ugen startede med en trist nyhed fra Sydgrønland. Borgmester Jørgen Wæver Johansen fortalte mandag, at kunstner og folkeskolærer Kîstat Lund døde i weekenden. Hun blev 72 år gammel.

- Vi vil savne dig Kîstat, du var en god repræsentant for Narsaq og hele Kommune Kujalleq. Det er dog en stor trøst, at du har efterladt os store mængder af uerstattelige kunstskatte, vi vil værne om dem og dit minde vil leve i al fremtid igennem de flotte værker, skrev Jørgen Wæver Johansen i et mindeord for Kîstat Lund.

Mandag bød også på andre nyheder. Dog i en helt anden genre. Grønlands Statistik offentliggjorde en opgørelse af nationalregnskabet for 2015, der endte med en vækst på 1.7 procent. Det var første gang i tre år, at der var positiv vækst i økonomien.

Ugens første dag bød også på en faretruende melding fra Grønlandskonsortiet I/S. I en pressemeddelelse fremlagde de planer om at lukke Nuuk Imeq A/S, fordi politikerne ikke har fremlagt planer for, hvordan fremtidens pantsystem her i landet kommer til at se ud.

Den endelig beslutning om lukning bliver taget på et aktionærmøde i slutningen af marts 2017, medmindre politikerne fremlægger konkrete planer inden da. 

Tirsdag blev en dramatisk dag for partiet Atassut, da formand Knud Kristiansen sagde farvel og tak til både formandspost og partiet. I fremtiden vil han være løsgænger i Initsisartut. Du kan læse om balladen i Atassut her:

Onsdag kunne vi fortælle den spøjse historie om, at Royal Arctic Lines ny bygdeskibe er for store til at losse af i flere bygder, når der er lavvande. Rederiet erkender problemet, som de kalder 'noget bøvlet'.

Onsdag var også dagen, hvor den danske skatteminister, Karsten Lauritzen, fik sine vestjyske ører i maskinen, da han blev citeret for følgende om Aleqa Hammond:

- Vi har sikret os stemme 91 ved at købe en grønlænder. Et af de grønlandske mandater har vi gjort til formand for Grønlandsudvalget mod, at hun så ikke stemmer mod regeringen i afgørende spørgsmål.

Udtalelserne faldt hos den lokale afdeling af Venstre i Lemvig, og medførte et massivt stormvejr om ministeren i både danske og grønlandske medier.

Senere undskyldt Lauritzen personligt til den grønlandske politiker. Ved samme lejlighed forklarede han, at han ikke var klar over, at der var journalister til stede.

Nu vender vi tilbage til Grønland, hvor hovedstaden om 13 år kan forvente at skulle huse op mod 30.000 indbyggere. Det viser en ny strategi for Kommuneqarfik Sermersooq. Strategien mødte hurtigt kritik fra resten af landets kommuner.

- Hvor mange bosteder vil blive affolket, hvis der bliver 30.000 mennesker i Nuuk? spørger viceborgmester i Qaasuitsup Kommunia, Jess Svane.

Og så går turen ellers tilbage til Danmark, hvor Kim Kielsen og Lars Løkke holdt møde torsdag formiddag. I en fælles udtalelse lagde de efterfølgende vægt på det gode forhold mellem Grønland og Danmark, som ellers har været udfordret af forskellige sager de senere måneder. 

- Vi er enige om, at der generelt og på langt de fleste områder er et godt, konstruktivt og respektfuldt samarbejde mellem Naalakkersuisut og regeringen, som er til gavn for begge lande. Det ønsker vi at værne om og styrke, udtaler de i en fælles erklæring efter mødet.

Ugens sidste hverdag bød på en næsten historisk begivenhed. Efter 18 år som borgmester siger 60-årige Hermann Berthelsen fra Qeqqata Kommunia stop. Han stiller ikke op til kommunalvalget i april, og dermed slutter hans tid som borgmester efter næsten to årtier.